Anmeldelse / Live / Torsdag d. 05-07-2012 kl. 03:32

Elton John
Augustenborg Slotspark, Sønderborg,
onsdag d. 4. juli 2012

Anmeldt af Espen Strunk
Foto: Anja Ankerstjerne

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,50 stjerner i snit (efter 2 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Flødebolle i fri dressur ved veloplagt hitparade

+ Se hele galleriet

Indrømmet: det er med blandede følelser, at Deres Udsendte ankommer til den smukke, sønderjyske lokalitet på Als med gamle Jørgen Sonne-motiver fra den anden slesvigske krig i baghovedet og lykkelig forvisning om ikke at være afhængig af offentlig transport hjem fra den noget afsidesliggende lokalitet. Det her en koncert for bilister og, fornemmer man, især for midaldrende mænd i knælange bukser og kortærmede skjorter som deres medbragte koner har købt til dem.

Og Elton....tja, han er manden, som har givet os excellente og dejligt dekadente halvfjerdser-højdepunkter som "Don't Shoot Me, I'm Only the Piano Player" og "Goodbye Yellow Brick Road" (begge 1973). Han er samtidig en makker, som hygger sig med havefester i den britiske overklasse og gestalter sig selv som en flødebolle uden mange sidestykker. Og så er der, alt andet lige, blevet betydeligt længere mellem de musikalske snapse, selvom "The Captain & the Kid" (2006) var et velkomment ekko af fordums storhed og 2010-kollaborationen med Leon Russell, "The Union", momentvis mesterlig.

Hit-marathon

Og efter ganske kort opvarmning ved to kroatiske cellister, der trakterer med instrumentale fortolkninger af eksempelvis AC/DCs "Highway to Hell" og Nirvanas "Smells Like Teen Spirit", står han der. Iført sort-rød paillet-besat jaket over den trinde vom, sympatisk storsmilende og klar til at levere en tilsyneladende ustoppelig stribe hits fra hele karrieren. Heldigvis.

For Elton er ikke en af de kunstnere, man nødvendigvis gerne ser diske op med obskure B-sider fra firserne som hos en Dylan, Reed eller andre artister med flair for at genopfinde sig selv og sin musik. Vi vil have en veloplagt levering af det bedste fra 70'er-skiverne – og sandelig om det ikke netop er hvad vi får over hele to en halv time i aften.

Der rockes relativt hårdt og særdeles energisk til at begynde med i "Saturday Night's Allright for Fighting", hvorefter "Bennie & The Jets" viser en John i vokal storform. Og søreme om der så ikke alligevel allerede sniger sig et mindre forudsigeligt nummer ind i sættet i form af "Grey Seal" – "en sang fra "Goodbye Yellow Brick Road", som vi ikke spiller så tit", som Elton bemærker. På det tidspunkt har fire korsangerinder indfundet sig på scenen, hvoraf Rose Stone præsenteres som originalt medlem af legendariske (og stadig superfunky) Sly & the Family Stone.

Herudover har Elton nu også taget et par helt gamle makkere med: Nigel Olsson sidder solidt bag trommerne som han har gjort det i godt fyrre år, mens guitarist Davey Johnstone – glam-frisuren uændret siden '74 – står for at bringe lidt tiltrængt rock'n'roll ind i hr. og fru Webergrills udvidede havefest. At Eltons største force trods alt ligger i de skamløst patosfyldte ballader, mindes man dog om umiddelbart efter, da "Levon" sætter ind, og siden følger trumf på trumf. Samtidig sættes det tredje ben på Eltons musikalske malkeskammel for alvor i bevægelse: siden den historiske turné bag jerntæppet i '79 med percussionisten Ray Cooper har slagtøjet spillet en særlig rolle, og i aften er ingen undtagelse.

Hæmningsløs patos

Og hver gang man tror, at nu må der da komme et mindre mindeværdigt nummer eller en sang fra Disneys "Løvernes Konge", hiver han gudhjælpemig endnu en klassiker fra det kreative klimaks i starten og midten af halvfjerdserne op ad hatten. "Tiny Dancer" præsenteres galant som en sang til de tilstedeværende damer, og mens Johnstone lader slideguitaren græde, glemmer undertegnede næsten den i sjældent grad uforskammede frivillige, som tidligere på aftenen har grinet mig højlydt og vedholdende op i ansigtet fordi jeg formastede mig til at bede om et af de programmer, han stod og solgte.

Nej, træerne vokser ikke ind i himlen, som min mor altid har sagt. Heller ikke musikalsk, i aften, selvom det faktisk er ganske tæt på i "Mona Lisas & Mad Hatters" ("en sang om New York City fra "Honky Chateau""), hvor Johnstone udskifter el-guitaren med mandolin. Også Marilyn Monroe-elegien "Candle in the Wind" fra "Goodbye Yellow Brick Road" tindrer smukkere end pailletterne i Eltons jakke, med sin enkelt effektive guitarfigur og hæmningsløse patos.

Det samme kan man uden tøven sige om titelnummeret fra bemeldte plade, som lykkeligvis følger lige efter og bringer bittersøde minder hos anmelderen om en sommer for mange år siden, hvor diæten primært bestod af vodka med grapejuice og netop dét album.

Anderledes sober var dagsformen, da "The Union" landede i 2010, men det gjorde nu ikke den musikalske oplevelse mindre: pladen blev indspillet for at rehabilitere mentoren Leon Russells hensygnende karriere, men i realiteten profiterede Elton også i høj grad kreativt på samarbejdet. Desværre er det ikke pladens absolutte højdepunkt, borgerkrigs-balladen "Gone to Shiloh", vi får i aften; i stedet sendes en hilsen til Herman Melvilles i enhver forstand store roman "Moby Dick" (1851) med gospel-influerede "Hey Ahab".

Bevægende nostalgi

Energien er ikke til at tage fejl af, og den ene korsangerinde truer med at sprænge slottets ruder, men nogen helt stor sang er det strengt taget ikke. Tilsvarende med "I Guess That's Why They Call It the Blues", hvor Elton ellers tager kegler ved at fortælle, hvordan sangen faktisk er skrevet og indspillet i Randers (!). Og synes man, at synth-sovsen her bliver lovligt tyktflydende, ja så får man så at sige hældt hele kanden direkte ned i svælget under en længere instrumental passage. Den bløder dog over i en slags glamrock-extravaganza, og viser sig blot at være et langstrakt forspil til "Love Lies Bleeding".

Man undgår dog ikke en snigende fornemmelse af, at luften i nogen grad er gået af ballonen her midt i sættet, selvom Elton arbejder ufortrødent videre, og det er først da mester-sangen "Daniel" og siden "Nikita" i solofortolkning folder sig ud, at tilløbene til rastløshed fordufter. Fremfor at gribe til engangslighterne vælger mange blandt det langt overvejende midaldrende publikum at kigge deres medbragte partner dybt i øjnene, danse lidt og tilsyneladende mindes skolefesten i Sønderborghallen i '77. Smukt og bevægende, oprigtigt talt.

Duracell-metaforen har Ekstra Bladets Thomas Treo taget patent på, så vi lader ham beholde den og nøjes med her at konstatere, at Elton har leveret to en halv times energisk hitparade, hvor stikkene der tages hjem måske nok er sikre og knap så meget er på spil, men hvor man samtidig har en klar fornemmelse af at have fået lige nøjagtig, hvad man med rimelighed kan forvente af et Elton John-show anno 2012. Valuta for pengene, simpelthen.