Anmeldelse / Live / Torsdag d. 05-07-2012 kl. 19:52

Django Django
Roskilde Festival, Pavilion,
torsdag d. 5. juli 2012

Anmeldt af Finn P. Madsen
Foto: Kristoffer Amlani Ulbak

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Problematiske lydforhold for skotske lydmagere

Herhjemme klinger navnet Django Django måske ikke bekendt. Men i hjembyen Edinburgh er den britiske alternative kvartet med base i London allerede udråbt som lokale helte, efter at debuten i eget navn har høstet fornemme anmeldelser. De fire kunstskolevenners debut blander forfriskende lige dele psykedelika og tresser vintage-sound. Deres første besøg på dansk grund lyder som en våd indie-drøm, der har været værd at vente på.

Sært psykedelisk kludetæppe

Det skulle dog vise sig gennem store dele af koncerten, at Django Django havde ualmindeligt svært ved at transformere deres lækre lyd om i liveformat. Modtagelsen var overvældende, da gruppen satte i gang med "Intro", hvis titel var ganske rammende, da de fire unge musikere mere lød, som om de jammede sig gennem en lydprøve. Med "Hail Bop" og "Storm" blev der strammet noget op, og gruppens to forsangere Vincent Neff og Tommy Graces samstemmige vokaler flød som en lækker creme over et sært psykedelisk kludetæppe af keyboardflader og underspillede trommebeats. Både Beta Band og Super Furry Animals spøger i kulissen. Sammentræffet med Beta Band er vel ikke helt uden grund. Django Djangos trommeslager David McLean er pudsigt nok fætter til Beta Bands keyboardspiller John McLean.

Luften går af ballonen

De pulserende rytmer tog yderligere til på "Waveforms" og "Love's Dart", hvis dunkende bas og ekkovokaler fik alt for meget plads i det i forvejen problematiske lydbillede. På "Skies In Cairo" går der for meget karneval i det rytmiske gøgleri, og Vincent Neff sans for at ramme lige på kornet med den seksstrengede falder en del ved siden af. Det er særdeles skidt, da de skotske lydmagere bruger rytmen og den pulserende puls til at banke deres sange op med. Da Django Django når frem til slutnumrene "Life's A Beach" og "Wor" er luften for længst gået af ballonen, og den udsyrede stenerrock falder tungt til jorden. De skæmmende lydforhold blev en hæmsko for de sympatiske skotter, der stadig er på en musikalsk dannelsesrejse i outer space. Den våde indie-drøm udeblev.