Anmeldelse / Live / Fredag d. 06-07-2012 kl. 13:20

Apparatjik
Roskilde Festival, Orange Scene,
torsdag d. 5. juli 2012

Anmeldt af Finn P. Madsen
Foto: Henrik Reerslev - www.dermauser.com

GAFFA		3 stjerner
Læserne		4,95 stjerner i snit (efter 19 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Visuelt superband med for meget form og for lidt indhold

Som noget nyt var der dømt sen musik på Orange Scene torsdag, da den såkaldte supergruppe Apparatjik havde lovet at stille med et ekstraordinært show med diverse surprises. Bandet består af Jonas Bjerre, Mew (sang), Magne Furuholmen, A-ha (guitar, keyboards), Guy Berryman, Coldplay (bas) og produceresset Martin Terefe (guitar, bas, keyboard). Guy Berryman var dog blevet opholdt i USA med Coldplay-koncerter og var derfor erstattet af en vikar. Det forhindrede dog ikke de fire sammenbragte musikere i at skrue gevaldigt op for volumen og levere et hæsblæsende show, hvor der var lagt stærkt an på det visuelle. Både den mørke nat og Orange Scenes størrelse var den perfekte platform for det sansebombardement, der var i vente.

Leger med det visuelle kropssprog

Fire væsner i form af Apparatjik indtager scenen bag et kæmpeforhæng, mens en dunkende bas godt garneret med vocodervokal brager igennem. De elektroniske pionerer Kraftwerks stærke sceneshow er bestemt ikke gået de fire musikere forbi. De vrikkende Apparatjik bag forhænget gør sig ganske godt som fjerne fremtidsvæsner, der laver gymnastiske øvelser.

"Stupid" lyder det indsmigrende fra Jonas Bjerre på den hårdt pumpede "Time Police", mens nogle storskærme farer op på bagtæppet for at zappe frem og tilbage på et flimrende pausebillede. Der kræver sin mand at følge bandets leg med det visuelle kropssprog, og især at få hold på mange budskaber, da de fire medlemmers forvrængede ansigter popper på en storskærm, og der gives en lektion i noget, der minder om kvantefysikkens kompleksitet. Den efterfølgende "Do It Myself" får os tilbage til virkeligheden ved at trække på en gang firseragtig disko med mormor-agtige reggaerytmer.

Vulgært langdrag

Derefter udvikler koncerten sig til en ren technofest, da en kæmpe mixerpult køres helt frem til pitten, og et rend af vanskabte modeller går catwalk i en uendelighed. Om det er for at tage pis på modebranchens overfladiske underliv vides ikke. Men vulgært er det under alle omstændigheder. Festlighederne bliver dog trukket alt for meget i langdrag. Lige lidt hjalp det, da "Combat Disco Music"s "ho ha" gjaldede ud i den mørke nat og prøvede at få koncerten tilbage på sporet. Da var luften gået ud af ballonen, festen ved at fise ud.

Den kvindelige gæstevokalists indtræden gjorde kun ondt værre, da hun først i en kedsommelig ballade prøvede at få bandet til at virke humane, for dernæst at skrue tempoet i vejret igen. Apparatjiks show var spektakulært et godt stykke hen ad vejen, men mindede alt for ofte om et Nnitendospil ude af kontrol. Den musikalske præstation, hvor bandet blander sci-fi-rock, techno og firserdisko var som et overlæsset eksperiment. Apparatjik er mere form end indhold, og nogen musikalsk åbenbaring er de ikke. Snarere en overfladisk en af slagsen.