Dygtige producere, men lidt fornærmede stemmer
Tre københavnske rappere i starten af 20'erne udgiver her deres debut-plade. De virker til at have prioriteret musikken højere end så mange andre danske rappere, blandt andet tydeliggjort ved det tre minutter lange instrumentale stykke i sangen Løsrivelse. Et virkelig stærkt stykke, der hænger overraskende godt sammen med resten af nummeret og sætter et solidt punktum på storbystemningen.
Men hvad de har i musik, samples og synths, taber de til gengæld på vokalsiden. Der er en belærende og postulerende tone igennem de fleste vers, der får det til at minde mere om spoken word eller poetry slam end egentlig rap. De kan ellers godt! Når de glemmer at være fornærmede og bare giver den gas, er de knalddygtige både til at smede ord og flyde dem. Sat sammen med de originale produktioner, hvor specielt de lidt dubsteppede synthlinjer og reallydsamples hæver niveauet, kunne det være helt vildt, det her. Det lykkes bare ikke særlig lang tid af gangen. Der er mange gode formuleringer og nye vendinger, men Emma Lill' er stadig svære at holde af.






Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.