Anmeldelse / Live / Søndag d. 08-07-2012 kl. 15:08

Bernhoft
Nibe Festival, Blå Scene,
lørdag d. 7. juli 2012

Anmeldt af Jan Lambæk Hansen
Foto: Poul Rasmussen, sågerne.dk

GAFFA		6 stjerner
Læserne		4,67 stjerner i snit (efter 3 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Anmelderdarlingen gjorde det igen

Så skete det endelig. Efter seks år hos GAFFA fik jeg taget min seksstjerners-mødom. Og jeg gav den gladeligt til Bernhoft. Inden koncerten havde jeg regnet med kun at skulle uddele fire af slagsen. Hvordan skulle han dog kunne blive ved med at levere femstjernede koncertoplevelser? Og så var jeg heller ikke en af dem, der var blevet revet med af den der Bernhoft-hype. Følelserne var altså blandede. Sådan må Nibe-gæsterne også have haft det. Teltet over Blå Scene var nemlig halvtomt. Desuden spekulerede jeg på, om der ville være mere at skrive om manden, der er blevet skrevet så meget om. Han var sågar blevet anmeldt af en GAFFA-kollega aftenen før på Roskilde.

Her er, hvad der skete. Bernhoft var ikke længere enlig optrædende. Det havde jeg godt hørt noget om. Men jeg havde ikke forventet et kæmpe orkester. Trompetist, saxofonist, korsangere og derudad. Og jeg forstår pludselig, hvorfor han er en anmelderdarling, da de åbner med "Control". Lækkert nummer, der bliver fremført helt fantastisk. Og sikke en lyd. Det er sgu lækker soulful pop. Og sikke en stemme. Ja, han er dygtig. Også på guitar og tværfløjte. Bernhoft og band er jo The Commitments version 10.0. Min angst for skriveblokering forsvandt, og min pen var nu glødende. 

Man tænker, om det er er en afro-amerikansk mand fra sydstaterne, som har samme hudsygdom som MJ havde, når man kigger op på scenen. Hvordan kan en nordmand have så meget soul? Og så er han jo tjekket i sit sorte jakkesæt med smalt mørkt slips. Og han lever sig helt ind i musikken. Det er skønt at høre og se på. Og scenen er prydet med bandets egen lyssætning, som bare føjer en fed dimension til den samlede koncertoplevelse.

"Streetlights" var et nummer, der i høj grad fik det halvtomme telt med. Eller som jeg nu så det; det halvfyldte telt. Skyldtes det en genkendelseseffekt? Måske. Jeg tror snarere, det var Bernhofts og bandets professionelle optræden, som vi alle blev grebet af. Der er livsglad soulpop, og der er soulful blues i en skøn forening.

Det virker sjældent fair, når et menneske har mere end et talent. Bernhoft evner flere instrumenter og har samtidig en gudsbenådet stemme. Selv da han fortæller en lille anekdote er hans stemme medrivende. Not fair. Og bandet er også sendt fra himlen. De spiller helt forrygende. Især bassisten forstår at håndtere sit instrument med stor overbevisning. Og korsangerinderne synger englesang. De gør det alle godt. Den kvindelige guitarist kunne dog godt prøve at vise lidt mere spilleglæde, men fred være med det.

Fest og dans under dugen

"C'mon talk" havde helt sikkert den forventede genkendelseseffekt. Den kender vi jo også fra radio og tv. I denne sammensætning lyder den dog langt federe. Da Bernhoft under nummeret hopper ned fra scenen til sine fans opstår der nærmest hysteri. Han ved, hvordan man leverer varen. Da han og band fortsætter med "Sing Hello" får folk virkelig flyttet deres fødder, og man forstår godt hvorfor. Det nummer er jo en fest i sig selv.

"Stay with me" giver publikum en velfortjent pause, mens "So many Faces" igen får teltet til svinge. Jeg har aldrig før oplevet et så medlevende og begejstret publikum på Nibe Festival. Også det var en fornøjelse.

"Choices" blev sidste nummer i det ordinære sæt, og så blev der piftet og hujet til den store guldmedalje. Det var helt vildt. Hvis teltet havde været fyldt, så var jeg blevet døv. Og selvfølgelig vendte Bernhoft tilbage og gav os et nummer mere. Først sammen med korpiger, organist, trommeslager og et taktklappende publikum, før resten af bandet trådte ind på scenen og gav os alle den sidste besked om fred og kærlighed med et nummer, som jeg ikke har kunnet finde titlen på. Der bliver sunget "Keep on Shining" i omkvædet. Uanset hvad, så er det et nummer, der kravler ind under huden og bliver liggende der. Det gjorde hele koncerten. Det var en perfekt performance, han leverede på Nibe Festival.

Jeg ved godt, at han har sagt til min GAFFA-kollega, at Roskildekoncerten var bandets bedste nogensinde. Jeg vil vove at påstå, at koncerten i Nibe må være deres bedste nogensinde. Måske fordi de endnu levede højt på oplevelsen fra Roskilde. I så fald skal der lyde en stor tak til vores venner på øen. Der var i hvert fald masser af energi og højt humør at spore hos Bernhoft, der uden tvivl gav Nibe Festivalens bedste koncert.

PS. Jeg endte tilfældigt i Reservatet, en mindre scene på Nibe, hvor jeg overværede ska-reggae-bandet Von Dü. Jeg må sige, at de kæmper mod Bernhoft om prisen for bedste koncert på Den Lille Fede. Performancewise gav de en oplevelse til hele syv stjerner. Hvis du synes, det virker for generøst, så er det fordi, du ikke var der.