Anmeldelse / Live / Søndag d. 08-07-2012 kl. 17:57

Dr. John And The Lower 911
Roskilde Festival, Arena,
søndag d. 8. juli 2012

Anmeldt af Henrik Friis
Foto: Kristoffer Amlani Ulbak

GAFFA		4 stjerner
Læserne		4,00 stjerner i snit (efter 5 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Swampy, groovy og ujævn eftermiddagshygge med Dr. John & co.

Han ser egentlig ikke ud af meget deroppe på scenen, Dr. John. Jo, udklædningen: Lyseblåt jakkesæt, hat med glinsende bånd, solbriller, forskelligt farvede hårelastikker på den lange grå hestehale, solbriller - og så kranier på både flygel og Farfisaorgel for lige som at voodooficere stemningen lidt ekstra.

Men hans udtryk, altså: Er tilsyneladende ligeglad med applausen mellem numrene, men bladrer uanfægtet videre i nodehæftet. Taler næsten ikke til folk. Kun en gang mod slutningen: "Do you feel allright" efterfulgt af et "allright", da publikummet svarede positivt tilbage. Ikke mere. Det var det. Og så ellers bare den særegne kælne nasale fraseringer i sangen samt de der tilsyneladende nonchelante tjat og anslag i tangenterne.

Men det er de anslag, der har deres egen simple magi, og som bager den groovede, sumpede, bluesede jazzy-funky stemning op, der er særkendet hos den 71-årige Doc og hans Lover 911 band.

På den nye Locked Down-skive virker miksturen – denne lidt søvnige eftermiddag i et tredjedel fyldt Arena var lindringen ikke i helt samme klasse. Der blev egentlig lagt fint ud med en kvartet af sange fra det nye album, hvor især titelnummeret med dets bastante blæserriff fungerede, og fra start viste en gruppe som kunne hæve og sænke intensiteten efter lyst. Og hvor Ice Age's lyse afro-guitar var fin underlægning for Dr. Johns reciterende sang og ubesværede vers, hvor hey-hey-hey som det naturligste rimer på CIA.

Men så startede ujævnhederne med et jazzy medley, der højest kan beskrives som hyggeligt, parret med en ok-udgave klassikeren In The Right Place, hvorefter Dr. John selv tøffede op til spaden og frembragte en stak grumsede blå akkorder og tyk feeling i Loop Garoo - men også endte op med at vise hvorfor tangenterne er hans hovedinstrument nu om dage!

Igen: Hyggeligt måske, men aldrig rigtig vigtigt, og fulgt op af et solo-nummer fra gæstepianøren John Cleary var Dr. John & co. så småt ved at miste plottet.

Vi faldt dog tilbage i groovet – heldigvis. For det kan det her band. Det fremmødte publikum vuggede sammen i det varme telt (med en stærk urin-vind gående på langs af scenen), mens Dr. John flot førte os til Latinamerika, og Sara Morrow høvlede endnu en af de trombone-soloer af, der gentagne gange gav hende eftermiddagens største bifald.

Hvorefter det hele sluttede med stompet rhythm'n'blues og boogiewoogie-piano i Big Chief inden hovedpersonen tøffede ud af scenen, mens bandet spillede koncerten til ende.

Sjovt at se Dr. John igen, men legenden virkede knap så stærk som tidligere. Til gengæld var eftermiddagshyggen øjnsynligt den helt rigtige for de tilbageblevne. Fire små stjerner.