Edition:  
Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S

Anmeldelse / Live / Søndag d. 08-07-2012 kl. 18:58

Royce Da 5 9
Roskilde Festival, Cosmopol,
søndag d. 8. juli 2012

GAFFA
4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner4 stjerner
4 stjerner
Læserne
Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Stramme rim og hårde beats leveret med stor præcision - og hygge

Det har været en hiphoprig festival i år, og denne fine solsøndag har allerede budt på en hel del af slagsen. Hele eftermiddagen har Cosmopol været helliget nogle af US-rappens tunge drenge, og første mand på banen var Detroit-rapperen Royce Da 5'9". Sammen med DJ Young Mase og co-rapper (og lillebror) Kid Vishis fik han charmeret et fyldt Cosmopol i en god times tid med masser af musik og en fin portion humor.

Et stk. rar rapbamse
Koncerten var som så mange andre koncerter med de amerikanske rapstjerner en perlerække af trackteasere. Det er de færreste numre der bliver spillet til ende – til gengæld giver det lyst til at høre mere. En ting der på den ene side er ekstremt irriterende og samtidig ret snedig. Royce og drengene bød på en god blanding af nyt og gammelt – både solomateriale og materiale fra grupperne Bad Meets Evil og Slaughterhouse som Royce Da 5'9" er en del af.

Skal man dømme ud fra musikken og teksterne, så kunne man godt tro at dette ville blive en eftermiddag i selskab med en rå rapper med en hård attitude, men han var alt andet end det. Kontrasten mellem de stramme rim og det hårde indhold, og så hans lune gemyt og lunten rundt på scenen – det var ret skønt. Royce havde øje på og for sit publikum, og flere gange kommenterede han enten udseende, dans eller andet. Samspillet mellem ham, dj og co-rapper var på samme lune og hyggelige måde, og den stemning gav mange grin – både på scenen og blandt publikum.

Pistolskud og a capella
Der var dog enkelte elementer der trak lidt ned i den ellers ret vellykkede koncert. Det ene var den medley-agtige stemning som de mange ultra korte versioner af numrene gav. Man når lige at komme ind i beat og feeling, og bum, så skal vi videre. Det andet var, at der måske gik lidt for meget snak i den i ny og næ. Det var selvsagt vigtigt for Royce & Co. at nævne at Shady Rec's var i huset, og også hvornår næste Slaughterhouse-album udkommer (hvilket de i øvrigt også spillede lidt fra), men at nævne alle medlemmerne derfra var måske en kende for meget. Og så de evindelige pistolskud fra dj'en – er det virkelig nødvendigt at smide dem ind i alle huller? Men det var detaljer.

Den ting der skar mest i ørerne var desværre Kid Vishis' solooptræden. Han lagde ud med et par a cappella-vers, og nogle gange er det altså bare bedre at lade være. Bevares, det var ikke dårligt, men det fik heller ikke folk op på tæerne. Det var som om det var lidt mere digtoplæsning eller spoken word end egentlig rap. Lidt bedre gik det da han derefter fik et beat at rappe op ad. Men det var tydeligt at mærke, at han ikke var hovedpersonen, så stemningen fik lige et nøk ned.

Det varede dog heldigvis ikke længe, for umiddelbart derefter smed Royce også et hurtigt a cappella-vers, og det var i ordets bogstaveligste forstand hurtigt. Det fik folk tilbage i gear, og så var de ellers klar til at den sidste bid af koncerten inden Yelawolf skulle tage over med sin energiske speedrap. Alt i alt en rigtig god start på en eftermiddag i streetgenrens tegn.

Følg Royce Da 5 9 tryk på hjertet

Wiz Khalifa til Roskilde
07-12-2011 (nyhed)
Royce Da 5 9: Success is Certain
20-08-2011 (anmeldelse)
Bad Meets Evil: Hell: The Sequel
11-06-2011 (anmeldelse)
Tip en ven
0 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Sortering:

Log ind for at kommentere.