Anmeldelse / Live / Mandag d. 09-07-2012 kl. 00:54

Friendly Fires
Roskilde Festival, Arena,
søndag d. 8. juli 2012

Anmeldt af Erik Barkman
Foto: Henrik Reerslev - www.dermauser.com

GAFFA		3 stjerner
Læserne		5,00 stjerner i snit (efter 6 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Festen forsvandt for de energiske dancerockere fra England

I Roskilde-programmet lover omtalen af britiske Friendly Fires "en ufortyndet fest". Sådan én kunne festivalpladsens solskoldede og bælgøjede beboere godt bruge denne søndag eftermiddag, så Arena-teltet er fint besat med feststemte gæster ved koncertstart. Det eneste, vi mangler for at skyde festen i gang, er værterne.

Oppe på scenen stæser stagehands omkring, tester instrumenter og sender "dur ikke"-signaler til lydmanden. Det varer ti minutter, før Friendly Fires indtager scenen. Lang tid efter Roskildes punktlige standard, men komplet ligegyldigt i det store, kosmiske regnskab.

Alligevel virker briterne irriterede. "Sorry for the delay, it was beyond our control," erklærer frontmand Ed Macfarlane og ser opgivende ud. Hvorefter "Love Sick" åbner en indadvendt koncert spækket med udadvendte popsange.

Friendly Fires' veloplagte dancerock trækker på både disco, post-punk og world music, og der er ingen slinger i valsen, når briterne tæsker den ud af højttalerne. Der mangler sådan set heller ikke energi i bandets performance. Forsanger Macfarlanes dansetrin spænder hele vejen fra fuldedans klokken 4 på Crazy Daisy til stripfitness for begyndere. Kønt er det ikke, men tydeligvis alvorligt ment, og mandens hypnotisk vuggende hofter vidner om, at han gør sig umage. Imens lefler guitarist Edd Gibson veloplagt for publikum med danske flag og fællesklap.

Alligevel er det, som om festen mangler noget. Der er ikke meget humor og humør over Friendly Fires' sammenbidte performance, og der er jo en grund til, at netop godt humør efterspørges på festinvitationer landet over. Især frontmandens intense miner vidner om en selvhøjtidelighed, der er svær at forene med bandets muntre, feststemte musik.

Måske er det derfor, festen på scenen ikke rigtig vil forplante sig til resten af teltet. Selv i pitten er reaktionerne beherskede, og inden længe begynder de første at sive. Vel at mærke på et tidspunkt, hvor konkurrencen fra resten af søndagsprogrammet er begrænset.

Koncerten løfter sig lidt mod slutningen af det ordinære sæt, hvor Friendly Fires udvider sange som "Hurting" og "Pull Me Back to Earth" med intense, slagkraftige codaer, der pisker dansebenene i sving. Pludselig bliver det udnyttet, at pitten har masser af gulvplads til fjogede dansetrin, og selv Ed Mcfarlane ser næsten velfornøjet ud.

Alligevel er folkekravet om mere Friendly Fires forbeholdent, efter briterne går af scenen. Og da de vender tilbage med et par sange mere, er festen - den, det nu blev til - i praksis allerede forbi.