Anmeldelse / Live / Mandag d. 09-07-2012 kl. 15:17

Machine Head
Roskilde Festival, Orange Scene,
søndag d. 8. juli 2012

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,00 stjerner i snit (efter 6 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Episke thrash-udskejelser druknede en smule på Orange Scene

Machine Heads herligt hårdtslående musik er ikke for alle, og det er som om, at det er tyndet lidt ud i mængden af metal-hoveder på Roskilde, efter at heavy-folket nu også skal spendere penge på en Copenhell-billet. Det betød desværre, at der efter pladsens normale forhold så en smule tomt ud foran Orange Scene, da Robb Flynn og resten af bandet gik på scenen for at servere metal for søndagsfolket på Roskilde under den bagende sol.

"Machine fuckin' Head! Machine fuckin' Head!" lyder det taktfast på de første rækker, hvorefter det maskingeværssalve-associerende riff fra "I Am Hell" sender nummeret galopperende som en flok væddeløbsheste ud over pladsen. Desværre er lyden ikke helt god, og der er en del udfald, som sætter skår i oplevelsen.

Bandet ligger ikke på den lade side og tager med oprejst pande kampen op mod lydproblemerne og den halvtomme plads med "Old", der indbyder til både mosh pit og fællessang, og Machine Head tonser af sted som den skarpladte enhed, de er, og man tager sig selv i at ærgre sig over, at de ikke spiller på Arena, hvor de uden tvivl var kommet til deres fulde ret.

De knyttede næver og de gamle tegn ryger i vejret under "Beautiful Mourning", der sidder lige i skabet, og man kan ikke klandre Machine Head for ikke at arbejde for sagen. Dimebag Darrell hyldes med "Aesthetics Of Hate", og nummeret, der i denne anmelders optik hører til blandt bandets bedste, lider atter under lydproblemer. Det fjerner dog ikke de store smil på Robb Flynn og bassist Adam Duces ansigter, og bandet er tydeligvis oprigtigt glade for at være her.

Flynn roser den store diversitet på festivalen og fortæller, at bandet mindes deres tidligere koncerter på Roskilde med glæde, og vi får historien om, hvordan de i 2000 spillede før Willie Nelson, og hvordan de så hans koncert og han så deres og de hang ud sammen bagefter. Efter en tale om musikkens fællesskabsskabende kraft får vi "Darkness Within", der er Flynns hyldest til musikken, der har hjulpet gennem svære tider. Her flashes både akustisk guitar og en blidere vokal end den mere råbende stemmeføring, den sympatiske mand, normalt benytter sig af.

Machine Heads episke thrash-udskejelser er effektive, og efterhånden som lyden bliver bedre, løftes koncerten også, mens bandet under "Halo" demonstrerer præcis, hvor sammenspillede de er – hvis nogle skulle være i tvivl.

Bandet druknede en smule på Orange Scene, men fik kæmpet sig op på overfladen med sit høje niveau, musikkens intensitet og det gode materiale, de ligger inde med. Bedre lyd og en bedre placering kunne sagtens have reddet koncerten endnu en stjerne hjem.