Anmeldelse / Live / Onsdag d. 11-07-2012 kl. 12:39

Kurt Elling & Charlie Hunter
Copenhagen Jazzfestival, Christians Kirke,
tirsdag d. 10. juli 2012

Anmeldt af Ivan Rod

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Thumbs up til Elling og Hunter, som sammen med Phillips lagde grunden til en forrygende fest

Kurt Ellings og Charlie Hunters koncert på Copenhagen Jazzfestival var lanceret under begges navne. Nogle steder med vægt på Elling, andre steder med vægt på Hunter. På forhånd var det da også svært at vurdere, om det ville være den ene eller den anden, der på scenen ville tage teten.

Rampelyset ville naturligt nok kunne falde på crooneren Elling, der i kraft af sin funktion som sanger ville optræde længst fremme på scene, og med sin distinkte baryton og eminente tekst-fortolkninger i forvejen er kendt for at kunne forføre publikum. Den evne har blandt andet fået jazzmagasinet DownBeat til at kåre ham som bedste mandlige jazzvokalist i 11 år i træk!

På den anden side ville rampelyset også kunne falde på guitaristen Hunter, der er verdensberømt for sit musikalske varemærke – specialfremstillede syv- og ottestrengede guitarer, på hvilke han spiller både basfigurer, rytmeguitar og soloer og demonstrerer en teknik langt ud over det sædvanlige. Hunters teknik er af en amerikansk kritiker blevet kaldt "sinds-svimlende".

Alle mine spekulationer om vægtningen af de to forekom meget, meget hurtigt meget, meget uinteressant, fordi de to amerikanere – sammen med trommeslageren Derek Phillips – fremstod som én stærk trio under teltdugen bag Christians Kirke tirsdag eftermiddag. Snarere gik spekulationerne på, hvorfor tre musikere, som i dén grad kunne connecte indbyrdes - og med deres publikum – og som i dén grad kunne udfylde en scene, ikke stod på en meget, meget større scene - for eksempel Plænen i Tivoli. Deres udadvendte musik og udtryksstyrke var til andet og meget mere end en lille scene! Deres musik og udøvelse var til en fredag aften på Københavns største og mest prominente udendørsscene! Til en indplacering som et hovednavn i jazzfestivalens program som helhed!

At Kurt Elling har været indstillet til hele ni Grammy Awards og vundet to; at Charlie Hunter har indspillet så sindssygt mange plader og vundet berømmelse; dét skulle i sig selv have berettiget dem til en markant plads i programmet og byen!

Men… de, der havde formået at spotte Elling og Hunter i det righoldige festivalprogram… de, der havde formået at finde frem til plænen ved Christians Kirke på Christianshavn… og de, der havde trodset udsigten til uforudsigeligt vejr… de fik sig en uforglemmelig oplevelse. En koncert helt uden håndbremse.

Elling, Hunter og Phillips gav en totalt overskudsbetonet og meget, meget overbevisende koncert. De bemægtigede sig scenen med den største selvfølgelighed. Udfordrede og drillede sig selv - og publikum. Og havde intet mindre end en musikalsk fest på scenen - en fest hvortil publikum vel at mærke var inviteret.

Man kan ikke påstå, at det var en jazzkoncert - med streg under jazz - publikum pludselig blev del i. Det var snarere en bluesjazzkoncert. En blueskoncert. Eller en bluesrockkoncert. Under alle omstændigheder en koncert, hvor to personer - Elling og Hunter - udviste en helt særegen karisma. En karisma af den slags, der ikke adskiller, men udvider.

Især Elling formåede på én gang at være det karismatiske centrum og én af massen. Der gik under opstarten til andet sæt et øjeblik så megen "normalitet" i den, at Kurt Elling – som en anden ordinær figur blandt publikum – iklædt anonyme jeans og lys vindjakke - gik rundt blandt samme publikum og tog billeder af haven, publikum og de to kolleger på scenen med sin iPhone. Var man netop da dumpet ind i sammenhængen, ville man ikke kunne have set, at netop han var en af "årsagerne" til, at man befandt sig i Christian Kirkes have. Elling var i dét øjeblik lige så "anonym" som det publikum, han var iblandt.

Øjeblikket efter stod han på scenen, og dér var han det ubestridte midtpunkt – sammen med ekvilibristiske Charlie Hunter og den mere anonyme Derek Phillips.

Trioen krængede dog som helhed følelserne ud i numre som I Want You To Want Me, Save Your Love For Me, I Don't Ask For Much These Days og Fly Like An Eagle. Og det både instrumentalt og vokalt. Elling endog med et dramatisk tilsnit.

Samtidig med, at de tre således på scenen havde en fælles fest, levede Kurt Elling sig så meget ind i numrene, at man troede på autenticitet, når han knælede og bad en imaginær kvinde om tilgivelse for at have været sådan et fjols, at han ikke første gang havde set hendes kvaliteter, men i stedet havde været egoistisk og bedraget hende. Nu bad han om tilgivelse, så man skulle tro, at han inderligt mente det. Dermed levendegjorde han musikken og lyrikken, men vel at mærke uden på noget tidspunkt at blive patetisk.

For hele tiden lurede humoren, ironien og selvironien i hans – og de andres performance. Det var med humoren, ironien og selvironien, at de – og især Elling - udfoldede musikken og de dertil hørende tekster, som – i blues musikkens tradition – netop handlede om kærlighed, tab af kærlighed, selverkendelse, savn o.lign.

Den yderst troværdige performance blev kun styrket af Ellings suveræne scat, af en human beat box dialog med Phillips og af improviseret sang og improviserede tekster.

Thumbs up!