Anmeldelse / Live / Onsdag d. 11-07-2012 kl. 13:35

Wayne Shorter
Copenhagen Jazzfestival, Det Kgl. Teater, Gl. Scene,
tirsdag d. 10. juli 2012

Anmeldt af Ivan Rod
Foto: Kristoffer Juel Poulsen, jazz.dk

GAFFA		4 stjerner
Læserne		1,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Den levende legende præsterede svagt, men var omgivet af sprudlende, vitale sidemen

Wayne Shorters meritter er respektindgydende. Han er en af levende legende. En jazzgigant. En musiker, der – uanset hvilke navne, der i disse år ellers måtte optræde på en jazzfestivals plakat – naturligt vil være et hovednavn.

Meritter og et navn siger imidlertid intet om en aktuel dagsform. Om en øjeblikkelig evne til at præstere. Heller ikke i tilfældet Wayne Shorter.

Forestiller man sig, at det er muligt at indfinde sig til en koncert uden forudindtagede meninger eller en fornemmelse af den beundringsværdige historik, der kan knytte sig til en sceneoptrædende… forestiller man sig eksempelvis, at man tirsdag aften indfandt sig til Wayne Shorters koncert uden på forhånd at vide noget om hans meritter og være præget af den respekt, som knytter sig til den viden… så ville man med god grund kunne undre sig. For konstellationen på scenen levede i høj grad af historik og den respekt, som knytter sig dertil.

Kvartetten var på papiret stærk. Foruden saxofonisten Wayne Shorter bestod den af Danilo Peréz på klaver, John Patitucci på bas og Jorge Rossy på trommer. Men af de fire fremstod den levende legende selv – i hvert fald i løbet af koncertens første del – som en, der – i modsætning til de andre – ikke var blevet udstyret med Duracell. Wayne Shorter holdt i improvisationsmusikken sit eget spil tilbage og stod midt på scenen, som en lettere forvirret, godmodig gammel bjørn, der var ved at løbe tør for strøm. Hans korpus var som stationært. Kun hovedet vendte og drejede han, som vågnede han det ene øjeblik og blev glædeligt overrasket over et påhit eller en lyd fra flygelet, det næste af et påhit eller en lyd fra bassen. Hele tiden smilede han underfundigt, alt imens han lurepassede og lod de tre vitale musikere omkring sig skabe noget.

Danilo Perez var i realiteten kvartettens stærkt drivende kraftcenter. John Patitucci dens sprudlende humørbombe. Og Jorge Rossy dens aristokratiske autoritet. Wayne Shorter selv… han var kvartettens "tung-i-arbejde".

Nu vil nogle af denne anmeldelses læsere sikkert blive tossede. For han var der jo, Wayne Shorter. Og han satte sit præg på koncerten – både direkte og indirekte. Og spillede også – især under koncertens sidste del – nogle fremragende soli.

Men det slog mig altså undervejs i koncerten, at rensede man sit sind for forudindtagede meninger og en fornemmelse af den beundringsværdige historik… og erstattede man figuren Wayne Shorter med en ung saxofonist, der præsterede på samme niveau og samme måde… så ville man få lyst til at foreslå Danilo Perez, at han så sig om efter en erstatning på sax.

Derfor skal denne anmeldelse også pointere, at de store præstationer på Gl. Scene udgik fra de tre sidemen. Især fra Danilo Peréz, som er en sand kapelmester. Han ved, hvad han vil med sine improvisationer og spiller med lige stor styrke, om han så spiller med sine hænder, sine albuer eller sine underarme. Og så er han i stand til at samle et udtryk, så et ensemble fremstår som ét organisk hele.

Danilo Peréz var manden, der – om nogen – indtog midtbanen og fordelte boldene, så de andre kunne præstere. Og hans bolde… de var som fordelt af en anden Andrés Iniesta… præcise, hårde og åbnende for spillet.