Anmeldelse / Live / Torsdag d. 12-07-2012 kl. 02:04

Patti Smith
Tempodrom, Berlin,
onsdag d. 11. juli 2012

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Evigt sympatiske Smith var for længe om at udfolde sit fulde potentiale

65-årige Patti Smith bliver igen og igen påhæftet fortærskede betegnelser som "punkens gudmor" og så videre - og som med andre klichéer er det en sandhed med betydelige forbehold. Rigtigt er det, at Smith med debutsinglen "Hey Joe/Piss Factory" (1974) og sine kamikaze-koncerter - hun brækkede engang halsen ved en koncert - indskrev sig i protopunk-miljøet omkring klubben CBGG i New York. Den får hun også nævnt nogle gange i aften, hvor hun er i den tyske hovedstad som led i en omfatende turné i kølvandet på hendes første studiealbum i syv år.

Fra de formative år tager Smiths karriere og kunst imidlertid sin egen skæve kurs. For Smith er også en litterært funderet sangskriver, som står på skuldrene af Dylan og - efter eget udsagn - Jim Morrison og som aldrig har lagt skjul på sin fascination af Blake og Rimbaud.

Og så anvender hun sig som offentlig figur og scenekunstner af en udpræget hippie-retorik, som ofte lyder mere som et ekko fra San Franciscos Summer of Love i '67 end fra rendestenene på Lower Manhattan ti år senere. Og hvor Smith i rockjournalisternes mytemaskine ofte italesættes som foregangskvinde, har hun ganske givet selv snarere følt sig som det modsatte: en anakronisme født ti år for sent til for alvor at være buddies med Morrison og Hendrix og endnu længere fra at være med i det tidlige 1800-tals romantiske bevægelse.

Well, og nu er hun altså på landevejen med endnu et nyt studiealbum, det første siden "Twelve" fra 2007; en fin plade uden at nå i nærheden af den stadig uovertrufne halvfjerdser-trilogi "Horses", "Radio Ethiopia" og "Easter". Og en ting er i al fald sikker: hendes koncerter har altid været endnu stærkere end hendes plader. Med dén viden og de overrumplende stærke koncerter i Den Grå Hal i 2008 i klar erindring er det svært ikke at glæde sig til et rendezvous med den karismatiske dame i Tempodroms fine rammer midt i Berlin.

Forkølet furie

Der lægges ud med "Dancing Barefoot" lidt over otte efterfulgt af en kort version af "Horses"-nummeret "Redondo Beach". Fra den nye plade følger fine sange som "April's Fool" og "Fuji-san", men selvom alle er glade, og Smith som altid både sympatisk og karismatisk, sidder man med en klar fornemmelse af, at det ikke rigtig får luft under vingerne.

Bevares, Smith og bandet er også allerede et godt stykke inde i en turné, som varer helt frem til december, og en dag på rutinen ville være forståelig. Og så er hun forkølet; "det var ikke stoffer, bare en næsespray", forsikrer hun da hun har været ude i kulissen et øjeblik. Siden kommer "Because the Night", den klassiske Springsteen-kollaboration, helt galt fra start og må tages om blot for siden at glide over i en delvis recitation af "People Have the Power".

Men da koncerten så endelig, og alt for sent, selvantænder, sættes tingene til gengæld i relief. "Ghost Dance" har indvarslet den opadgående kurve, og efter et lidt unødvendigt medley af guitaristen og gemalen Lenny Kaye sættes ind med "Pissing in a River", siden showstopperen "Gloria" - ja, den med "Jesus died for somebody's sins but not mine"- og endelig en fuldt udfoldet "People Have the Power" og "Rock & Roll Nigger" som ekstranumre.

Her er Smith på højde med sig selv, gnistrende intens og prædikende om at folket har magten, hvis det bare tiltager sig den: "You are the future and the future is now!" og "with our numbers, We could crush you", som hun tordner fra scenen. Hun er kommet op i gear, og har på behørig vis fået samlet menigheden og præsenteret sin udmærkede, nye plade. Trods den forrygende og forløsende finale står man dog stadig med helhedsindtrykket af en noget rutinepræget optræden, som var alt for længe om for alvor at finde fokus.