Anmeldelse / Live / Lørdag d. 14-07-2012 kl. 01:09

Marianne Faithfull
Rathaushof Köpenick, Berlin,
fredag d. 13. juli 2012

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Uformelt rendezvous med en sofistikeret outsider

Arkivfoto

Mens Copenhagen Jazz Festival løber af stablen i København, afholder man samtidig den 17. udgave af Köpenicker Blues & Jazzfestival i en forstad til Tysklands hovedstad, hvor man i år kan opleve navne som Klaus Doldinger, Manfred Krug og vor egen Gitte Haenning, der som bekendt er et velanset navn hernede.

Det er dog ingen af de nævnte, som har sendt Deres Udsendte langt ud i det gamle Østberlin, hvor den historiske rådhusgård danner ramme om ugens arrangementer, mens fadølen flyder og det foretrukne kulinariske traktement består i råt svinefars med gemüse.

Nej, det skyldes derimod en britisk gæst, som arrangørerne ikke engang har gjort noget større nummer ud af, selvom vi - tro mig - taler om en af de mest karismatiske kvinder i en branche, som hun iøvrigt altid har følt sig som en outsider i: "Jeg kender knap nogen (i branchen, red.). Jeg mener, jeg kender Nick Cave og jeg kender Polly (PJ Harvey, red.) og nogle få andre folk, jeg har arbejdet med. Men du ved, det ændrer sig hele tiden", som Marianne Faithfull sagde til undertegnede engang.

For det er netop Marianne Faithful, som i aften giver friluftskoncert for blot 7-800 mennesker, stadig under overskriften Horses & High Heels Tour, selvom det er mere end halvandet år siden, albummet af samme navn landede i butikkerne.

Heste og høje hæle er dog i grunden også en ganske passende overskrift, for den 65-årige, forhenværende narkoman Faithfull besidder - også i sin livelevering - overleverens råstyrke og kynisme, samtidig med at hun bærer rundt på en sjældent sofistikeret aura, som får hende til at fremstå som en fremmed fugl, ikke bare i backstagelokalerne, men i rockbranchen generelt.

Diva fra en svunden tid

Baggrundsmusikken mens lydmændene gør klar - et par guitarer stemmes og en flaske mineralvand og en pakke smøger lægges frem - i aften er meget passende britisk populærmusik fra, hvad ældre mennesker så indforstået kalder krigens tid.

Passende, fordi Faithfulls nærmeste musikalske åndsbeslægtede ikke forekommer at være samtidige sangerinder, men snarere længst svundne tiders divaer som Dietrich og Vera Lynn. Det er ikke tilfældigt, at Faithfulls fortolkning af Dolly Partons WW2-tragedie "Down From Dover" hører til hendes stærkeste indspilninger de senere år.

Og da hun endelig, hjulpet af en assistent, træder op ad de tre trin til den lille scene omkring halv ni, sker det naturligvis også med en star quality, som ikke er til at tage fejl af. Eller siden, da hun beordrer nogle af scenelysene slukket med begrundelsen "I don't like them", eller tøver længe og kigger hvast ned på publikum, da en enkelt formaster sig til at pifte.

"Down From Dover" får vi ikke i aften - vi får det, der er endnu bedre. Det centrale værk "Broken English" (1979) bringes i spil allerede efter åbningsnummeret, idet vi får den rå blues "Brain Drain" om de konsekvenser af eskapismen, som Faithfull kender bedre end de fleste. Et par sange fra den seneste plade følger, og navnlig "Why Do We Have to Part" er inde at røre ved noget, der gør ondt.

Vi får fortolkningen af Dylans "Baby, Let Me Follow You Down" fra dette års firedobbelte Dylan-hyldest "Chimes of Freedom" ("Hvad er det nu den hedder?!", som hun siger i aften). Og vi får "Crazy Love", en af de sange Faithfull skrev sammen med mestersangskriveren Nick Cave til det glimrende album "Before the Poison".

Det er stadig en flot sang, men hvor Caves uforlignelige band The Bad Seeds spøger i studieudgaven, bliver sangen i aften desværre et af de steder, hvor man får indtryk af et velspillende, men også noget anonymt backingband, med guitarist Neill McColl som en mulig undtagelse. Og da Faithfull siden skal præsentere bandet og ikke kan huske bassisten Rory McFarlanes navn, bestyrker det da også blot mistanken om, at det ikke er verdens mest sammenspillede hold, vi bevidner.

Meinhof in memoriam

Mørket er ved at sænke sig, og så siger Faithfull: "Den næste sang skrev jeg her i Berlin, mens muren stadig stod. Til Ulrike Meinhof", med henvisning til det centrale medlem af den venstreorienterede terrororganisation Rote Armée Fraktion.

Jo, det står hun sgu og siger her i Østberlin. Publikum synes dog at forstå nuancerne; vekselvirkningen mellem de indre og ydre slagmarker, og da Faithfull er færdig med "Broken English"s kortlægning af den gamle verdensordens definitive sammenbrud høster hun velfortjent aftenens største bifald.

"For mig var dét magi", siger hun selv. Ganske betegnende for den meget uformelle seance, hvor Faithfull - som iøvrigt flittigt har fortolket den store tyske digter Brechts forlæg - også får nævnt, at Berlin er en af hendes absolutte yndlingsbyer i hele verden. Og man tror hende, for hun er i den grad en dame af den gamle verden.

Det er faktisk næsten for hyggeligt, tager man sig i at tænke: Faithfulls mørkt aristokratiske rockmusik rimer dybest set ikke på fadølsfest i dagslys, og ikke ulig kollegaen Patti Smiths koncert inde i midtbyen forleden undgår man ikke helt den uvelkomne bevidsthed om at bevidne én koncert blandt mange på en rigtig lang turné. Hvilket det jo også er, iøvrigt.

Nicos spøgelse

Jagger/Richards "As Tears Go By" er obligatorisk på sætlisten, selvom den efterhånden befinder sig så milevidt fra den renfærdige version, Faithfull havde et hit med tilbage i '65, som tænkes kan. I aften går associationerne i retning af bysbarnet Nico, en anden musikalsk junkie, som modsat Faithfull aldrig dukkede op til overfladen igen og i dag hviler få kilometer herfra.

Det endelige stød sættes ind med ekstranummeret "Why D'ya Do It" ("vi har ikke spillet denne her i en evighed, men jeg synes I fortjener den"); mørkt, hårdt og netop i det leje, hvor man kunne have ønsket sig at hele koncerten havde udfoldet sig.

For selvom Faithfull leverer i aften, rammerne er intime og sættet glimrende sammensat, kommer vi desværre kun glimtvis i nærheden af den fortættede koncertoplevelse, som Faithfull har bevist, at hun er i stand til at levere - koncerten på århusianske Train i '07 og livepladen "Blazing Away" fra 1990 er eksempler.

Dér når vi ikke op i aften - men et uformelt rendezvous med en branchens mest begavede kvinder er under alle omstændigheder heller ikke at foragte.