Anmeldelse / Live / Søndag d. 15-07-2012 kl. 10:19

Eliane Elias
Copenhagen Jazzfestival, Politikens Hus, Pressen,
lørdag d. 14. juli 2012

Anmeldt af Ivan Rod

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

En strålende aften i selskab med den brasilianske musiker og bossanovaens mesterkomponist

Den brasilianske pianist og vokalist Eliane Elias er for bossanovaen hvad den canadiske pianist og vokalist Diana Krall er for jazzen. En blændende fortolker og en musikalsk storyteller par excellence. Begge er fremragende pianister og sangere. Mange kritikere har ganske vist fremhævet Diana Kralls contralto som en enestående force. Men selv om Eliane Elias' vokal ligger i et højere stemmeleje og ikke fra start har rummet samme udtryksstyrke som Diana Kralls, er også hendes vokale sikkerhed og autenticitet taget til i styrke. Dét – kombineret med en helt åbenlys glæde ved musikken og en evne til at være ét med musikken – er hendes force i dag.

På Copenhagen Jazzfestival har hun givet to koncerter – en fredag aften over materialet fra hendes seneste album, Light My Fire, og en lørdag aften over værker af Brasiliens store komponist, Antonio Carlos Jobim, som ikke bare skabte og udødeliggjorde bossanovaen, men også i dén grad åbnede det internationale jazzpublikums ører for de særlige kvaliteter i mixet af samba og jazz. Bossanovaen har siden midten af 50'erne været standardrepertoire for jazzmusikere over hele verden, takket være Antonio Carlos Jobim.

Et nummer som Garote de Ipanema (på engelsk: The Girl From Ipanema) med tekst af Vinícius de Moraes er et eksempel på en af disse standards. Netop dét nummer blev Eliane Elias Quartets ekstranummer lørdag aften i Pressen i Politikens Hus og netop dét nummer udløste meget fortjent stående ovation.

Eliane Elias Quartets Jobim-koncert blev i det hele taget præget af kontakt indbyrdes mellem musikerne; af kontakt mellem musikere og publikum; af indlevelse, spilleglæde og generøsitet på scenen; og af aktiv lytten og bifald fra gulvet. Eliane Elias ikke bare spillede og sang med oprigtig glæde. Hun indviede også generøst og veloplagt publikum i sin egen historie med musikken og især, naturligvis, i sin egen historie med Jobim. De to nåede nemlig – via musikken - at opbygge et tæt forhold, inden han døde i 1994.

Det er på den baggrund, at Eliane Elias med en vis autoritet og selvfølgelighed kan formidle og i visse tilfælde forvanske Jobims materiale. Begge dele gjorde hun – og bassisten Marc Johnson, guitaristen Rubens de la Corte og trommeslageren Raphael Barata – lørdag aften. De fremførte numre i overensstemmelse med de oprindelige kompositioner, fremførte "extended versions" og improviserede sig gennem andre og levendegjorde dermed Jobims materiale for øjnene af et bjergtaget dansk publikum. Kun én gang i løbet af koncerten fraveg Eliane Elias konceptet – musik af Antonio Carlos Jobim – og det var, da hun og kvartetten fremførte hendes eget nummer, Bate Bate, som indgår på albummet, Light My Fire. Nummeret har fortjent modtaget en Grammy-nominering for "Best Brazilian Song", men udgjorde ikke desto mindre et "sidespring" fra koncertens koncept. "Sidespringet" afslørede imidlertid kun, at det er naturligt at lade Eliane Elias fortolke bossanovaens opfinder. Nummeret tydeliggjorde nemlig, at der er en kunstnerisk set naturlig forbindelse mellem Elias og Jobim. Det er den, der gjorde koncerten så aldeles fremragende.

Én afgørende ting kunne man dog have ønsket sig anderledes: at koncert – og konceptet – var blevet forløst på en anden scene. Mange af dem, der havde spenderet 350 kroner på at komme ind for at høre Eliane Elias spille Jobim, kunne således dårligt se scenen på grund af Pressens bærende søjler. Mange kunne med god grund være oprørte. Og nogle var det helt åbenlyst. Lyden, den kunne ingen til gengæld klage over. Den fejlede intet.