Anmeldelse / Live / Søndag d. 15-07-2012 kl. 22:31

The John Scofield Hollowbody Band
Aarhus Jazz Festival 2012, Musikhuset Aarhus,
lørdag d. 14. juli 2012

Anmeldt af William De Feuth Michaelsen
Foto: Allan Høgholm

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Two of the great names in jazz guitar

De fleste er enige om, at John Scofield og Kurt Rosenwinkel hver især er den største jazzguitarist i hver deres generation. Den 60-årige Scofield og den 41-årige Rosenwinkel har ikke før optrådt sammen, og derfor var der høje forventninger til denne once-in-a-lifetime koncert i Musikhuset.

Koncerten fandt sted i Foyer Syd til stor forundring for mange blandt publikum. En så eksklusiv koncertoplevelse hører hjemme i Lille Sal eller Rytmisk Sal, mente mange. Men i og med at kun cirka 350 havde indløst billet, har man fra arrangørens side sandsynligvis foretrukket at presse publikum ind på plastikstolerækker for derved at opnå en intim stemning. Dette til trods var alle forventningsfulde denne lørdag aften, hvor unge som gamle så frem til at bevidne en stjernebesætning kaste sig ud i nyfortolkninger af Scofields materiale.

Rytmegruppen bestod af Ben Street på kontrabas og Bill Stewart på trommer, begge hvem Scofield medbragte til sine to seneste koncerter i Danmark, henholdsvis i Horsens Ny Teater tilbage i 2010 og sidste år på århusianske Atlas 2011.

Kompleksitet og kromatik

Gruppen starter lige på og hårdt med en uptempo version af "How Deep Is The Ocean". Temaet fremføres unisont af de to guitarer med kompleksitet og kromatik. Der er knald på, men det er straks tydeligt, at lyden ikke er optimal: Guitarerne er for boomy, gulvtammerne lider af rockklang, og baslyden er ganske enkelt dårlig. Det sidste er især tydeligt i bassoloen, som Street dog leverer ganske kraftfuldt og overbevisende. Stewart redder det hele hjem med en fantastisk trommesolo, som drypper af spændstighed og rytmisk opfindsomhed.

Scofield åbner andet nummer alene, og straks er alt godt: Han spiller fintfølende, lyrisk og sart, og publikum er i hans hule hånd. Tonen er umiskendelig "Sco" med spidse diskanter, stor krop og et touch fuld af visdom og sensibilitet. Stewart griber som altid sin gamle kollegas idéer og komplimenterer med en polyrytmik, der sætter salen on fire. Publikum udveksler blikke, der siger, at Rosenwinkel får svært ved at matche dette styrtløb af toner. Rosenwinkel tager dog opgaven i stiv arm og åbner sin solo med nogle kølige blueslinier, før han falder ind i sit kendetegnende, egale og æteriske spil. Rosenwinkel synger sine linier i mikrofonen, men det høres overhovedet ikke. En skam, da hans "vocalizing" er en stor del af signaturlyden.

Efter tredje nummer, "Swinging Over", tager Scofield ordet og præsenterer Rosenwinkel som et af "the greatest names in jazz guitar". Denne kommentar efterlader selvfølgelig plads til, at Scofield selv er et af de andre store navne, men samtidig påpeger den en problemstilling: Er Rosenwinkel blot med som sideman eller er han solist på samme præmisser som bandlederen? Scofields spil og opførsel efterlader tvivl om dette forhold koncerten igennem, og åbner dermed også for to forskellige anmelderudgangspunkter. Det vender vi tilbage til.

Mesteren og lærlingen?

I "Moonlight in Vermont" alternerer temaet mellem Scofield og Rosenwinkel, og Rosenwinkel tager for en gangs skyld den første solo. Der er tydelige forskelle på de to guitaristers stil, hvor Rosenwinkel har en mere konceptuel og analytisk tilgang med en fyldig lyd og straight spillestil. Han frembringer spændende, bombastiske klange med sin helt egen sans for voicings og harmoniomvendinger. Ligesom Scofield er hans spil genkendeligt fra første tone, og han er en mester i sin egen ret.

Scofield ser dog ingen grund til ikke at overgå sin unge kollega og slutter nummeret alene med en helt overvældende outro, som til publikums store fornøjelse trækkes i langdrag. Man labber det i sig. Scofield kaster sig med vilje ud i helt umulige områder på gribebrædtet, for derefter at følge op med den smukkeste passage; alt sammen helt bevidst, selvfølgelig. Det er et overlegent arbejde med vekselvirkningen mellem det skønne og det uskønne. Resultatet? Stor kunst, ganske enkelt.

Det er decideret rørende, og endnu engang strejfes man af tanken, om Scofield sætter barren uretfærdigt højt for Rosenwinkel. Selvom pressemeddelelsen annoncerede, at dette ikke ville blive en guitarbattle, kan det ikke undgås, at man sammenligner de to, og at de selv er bevidste herom. Det skal siges til Rosenwinkels ros, at han aldrig forsøger at matche Scofields eskapader, men konsekvent holder sig til sin egen dagsorden, som i sig selv er lige så interessant.

I en livesituation vil den, der spiller højest og mest melodisk (læs: Scofield) dog nemmest vinde publikums gunst i en kamp, som ikke burde være indledt i det hele taget. Rosenwinkel fremstår næsten lidt utilpas i Scofields skygge, og sidstnævnte gør ikke meget for at lede bandet hen på Rosenwinkels præmisser. Det skal siges, at dette så vidt vides kun er den anden koncert på turnéen, så den endelige balancegang er måske ikke fundet endnu.

Men så sker der noget i sjette nummer: Et atypisk og eksperimenterende nummer, som Scofield indleder med reverseffekter, og som Rosenwinkel udvikler med sustainede, spacy lydflader. Det nærmer sig kompositionsmusik, og stemningen skifter helt i salen - meget fint understreget af, at himlen udenfor skifter fra grå til blå. Således med andre farver på paletten søger gruppen en afsluttende kakofoni i en fælles hensigt, der afholder dem fra det rene kaos. Begge guitarister tager dissonanserne i brug med løse strenge, og det hele får en på samme tid skærende og åben nuance. Ligesom himmelen udenfor.

Sublime momenter

Første ekstranummer er Rosenwinkels "Terra Nova" fra live-pladen The Remedy. Oprindeligt en afdæmpet sag, men her får vi den med mere tempo på. Selvom Scofield snupper temaet, tager Rosenwinkel til genmæle og får her på egen jord virkeligt åbnet op for sluserne i sin solo. På mange måder kræver Rosenwinkels spil en indsats af lytteren, som i visse tilfælde bedre honoreres på plade, og derfor stjæler Scofield også umiddelbart rampelyset.

I det sidste ekstranummer, "Do Like Eddie" fra Hand Jive, presser Scofield helt åbenlyst Rosenwinkel til at fyre op for kedlerne og det hele ender i en overrumplende guitarchase til alles store begejstring. Det er til tider som om, Scofield indtager en rolle som mesteren over for lærlingen, hvilket egentligt er upassende, eftersom Rosenwinkel har lige så meget at byde på, både kunstnerisk og guitarmæssigt. Der er derfor en generende skævvridning i fokus, som burde have været ligeligt fordelt på alle fire musikere, eller rettere på musikken i sig selv.

Når det er sagt var det en koncert med stor bredde, fra den sidste vamp til det tidligere nævnte eksperimenterende stykke, en koncert af ubegribelig musikalitet og på højt kunstnerisk niveau. Dog trækker rammerne og den dårlige lyd ned sammen med det uklare udgangspunkt for koncerten. Street forholdt sig en kende for anonymt koncerten igennem, og Scofield har, utroligt nok, spillet endnu bedre ved de to seneste koncerter i Danmark.

Påtænkt de mange sublime momenter, som man trods alt ikke er forvænt med til en gennemsnitlig Aarhus Jazz Festival, redder The Hollowbody Band sig i alt fem små stjerner, da musikken i sig selv var tæt på højeste standard.