Anmeldelse / Live / Søndag d. 15-07-2012 kl. 22:42

Lana Del Rey
Melt! Festival, Ferropolis, Tyskland,
lørdag d. 14. juli 2012

Anmeldt af Niels Anton Heilskov og Lasse Skou Andersen
Foto: Niels Anton Heilskov

GAFFA		5 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Lana Del Reys blide strygermusik var et tiltrængt afbræk fra en festival præget af døgnlange elektro-fester og uptempo partyrock

Melt! lakker mod enden, og efter tre dages intens rave er tømmermændene nok begyndt at indfinde sig hos flere af festivalens gæster. I hvert fald havde udsigten til en pause fra de dundrende beats og bassdrops, der kendetegner det meste af programmet, fået mange til at dukke op ved Gemini-scenen denne søndag eftermiddag, hvor den unge pop-komet Lana Del Rey gav koncert.

Tyskerne og Del Rey har på mange måder et gensidigt kærlighedsforhold. Det var her, hun først blev signet og vandt udbredelse og anerkendelse i en bredere skare. Og det har ingen af parterne tilsyneladende glemt. I hvert fald virkede både publikum og sangerinde særdeles veloplagte. Før koncerten havde en del ellers rystet på hovedet over bookingen af Lana Del Rey og hendes bløde, amerikanske popmusik. Men som festivalens ledelse selv formulerede det: "God pop skal der altid være plads til!".

Technotrampere og teenagepiger

I blå sommerkjole og med skarp makeup vandrede sangerinden frem og tilbage over scenen med et kækt smil. Hendes dybe vokalfraseringer, der til tider virkede, som om de var ved at kvæle hende, gik rent hjem, og publikum svarede igen med hujen og klappen, hver gang hun holdt inde med at synge.
Med et velspillende strygerensemble i ryggen fik hun opbygget et utroligt patosfyldt lydbillede. Vokalen var ganske overbevisende, og Lana Del Rey virkede sikker på sin stemme, som hun til tider lod stå helt alene i lange passager.

Efter de første tre numre forlod hun scenen for at indfinde sig blandt de mest trofaste fans, der havde ventet længe ved scenen for at få pladser allerforrest.  Og det fortrød de nok ikke, for verdensstjernen tog sig god tid til både at hilse og få taget billeder med fansene, som bestod af alt fra ravere, der havde tilbragt hele natten til minimal tekno på festivalens Sleepless Floor, til unge skrigende teenagepiger med bøjle og blomsterkjoler.

Storladenhed og intimitet

Placeringen på festivalens næststørste scene kan ikke roses nok. På Main Stage ville der have været fare for, at Del Rays til tider banale musik kunne have fremstået cheesy og over-the-top. Men i øjenhøjde med publikum på Gemini formåede sangerinden at dosere lige dele storladenhed og intimitet i en uhøjtidelig cocktail, der gjorde de mange klichéer spiselige.

Blandt koncertens højdepunkter var "Born to Die" og "Summertime Sadness," hvor popstjernen, uden at anstrenge sig det store, nemt matchede det velspillende orkester med lige så vellydende vokal. Det største hit kom til sidst i form af sangen "Video Games". Teltet, der dækker Gemini-scenen, rungede af tusinde skrigende tyskere, der sang med af fuld hals. Det fik sangerinden til helt intuitivt at stoppe og lade det søndagstrætte publikum tage sig af sidste halvdel af første vers, og i stedet betragte det støjende hav af mennesker viftende med mobiltelefoner og kameraer. Applausen efterfølgende må være noget nær den mest entusiastiske, der er hørt på Melt! i år.

Musikalsk eller kunstnerisk skelsættende var koncerten ikke, men den slog en gang for alle fast, at god popmusik har sin eksistensberettigelse – også på Melt!