Den særegne sangskriver har fundet melodien igen på flot femmer

Tilbage i 2005 udsendte københavnske Mannsfeldt i al ubemærkethed en af dét årtis mest begavede, danske popplader – det eksistentialistiske konceptalbum "Dukkerne". Det niveau nåede Mannfeldt ikke op i nærheden af på de næste par plader, hvor hans kristne ståsted fik frit udtryk i nogle decideret docerende, prædikende sange ("Vingefang"), og hvor udliciteringen af vokalen skabte et flimrende og på en gang prætentiøst og dansktop-agtigt udtryk ("Døden i Timeglasset").

Med sit femte fuldlængde album er Mannsfeldt tilbage i rollen som eftertænksom pop-poet, som i en række veldrejede og bittersøde sange stiller en antydningsvis diagnose over dansk dagligdag anno 2012. De kristent-eksistentielle overvejelser bringes igen i øjenhøjde med hverdags-erfaringerne i fine sange som dating-tristessen "Rollespil" og koncise snapshots som "Klar til at leve", "Hvad er lykke?" og "Festen (kom glad)". Dermed har "Dukkerne" endelig fået en værdig opfølger, og Mannsfeldt er i den grad tilbage i kampen efter et sidespor ned ad en lovligt eklektisk vej.