+ Sætliste
- 1. Kodachrome/Gone At Last
- 2. Dazzling Blue
- 3. 50 Ways to Leave Your Lover
- 4. Vietnam
- 5. Mother and Child Reunion
- 6. That Was Your Mother
- 7. Hearts and Bones/Mystery Train/Wheels
- 8. Me and Julio Down By the Schoolyard
- 9. Slip Slidin’ Away
- 10. The Obvious Child
- 11. Hello My Baby (Ladysmith Black Mambazo)
- 12. Nomathemba (Ladysmith Black Mambazo)
- 13. Homeless
- 14. Diamonds On the Soles of Her Shoes
- 15. I Know What I Know
- 16. The Boy In the Bubble
- 17. Crazy Love, Vol. II
- 18. Mandela (Bring Him Back Home) (H. Masekela)
- 19. African Sunset (Thandiswa Mazwai)
- 20. Stimela (Hugh Masekela)
- 21. Gumboots
- 22. Under African Skies
- 23. Graceland
- 24. You Can Call Me Al
- Ekstranumre:
- 25. The Sound of Silence
- 26. The Boxer
- 27. Late In the Evening
- Ekstra-ekstranummer:
- 28. Still Crazy After All These Years
Paul Simon
Jyske Bank Boxen, Herning,
fredag d. 20. juli 2012
| GAFFA |   |
5 stjerner |
| Læserne |
 
|
5,75 stjerner i snit (efter 8 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Storswingende Simon havde hele paletten i brug ved tre timers triumftog
Paul Simons seneste to besøg herhjemme ligger efterhånden langt tilbage - det var i henholdsvis 2002 og '04 - og så var det to fundamentalt forskellige versioner af scenekunstneren, vi mødte dengang: den sprudlende, legesyge solist på en fodboldbane i Randers for ti år siden versus den småsure, ældre mand som i selskab med makkeren Art Garfunkel syntes tynget af sin egen myte i Parken i 2004. Hvem mon vi møder i aften, hvor han på den ene side også er blevet ti år ældre og på den anden til gengæld har udgivet sin bedste plade i lange tider for nylig?
Well, vi ser i hvert fald ikke noget til den Simon, som tilsyneladende hellere vil være et andet sted; i aften træder han tværtimod ind i øjeblikket på forbilledlig vis i en veritabel opvisning af veloplagthed og nærvær. Men der er en anden dobbelthed på spil, i aften såvel som i værket som helhed betragtet: begavet, indimellem decideret litterær og antydningsvist eksistentialistisk lyrik overfor en umiddelbar, anti-intellektualistisk tilgang til musikken, hvor rytmen træder i fokus.
Eksistensens transitsteder
Vi får begge dele i aften. Alvoren, den introspektive sangskrivers fremmedgjorte statusrapporter fra eksistensens transitsteder kombineret med bittersøde erindringsglimt i glimrende, tidlige solosange som "Slip Slidin' Away", "50 Ways To Leave Your Lover" eller intenst leverede Simon & Garfunkel-klassikere "The Boxer" og "The Sounds of Silence", der hives frem som ekstranumre. "50 Ways...", som iaften fremstår funky på den helt rigtige måde: organisk og saftig snarere end stram og perfektionistisk.
Eller åbningsnummeret "Kodachrome", der med linierne om kameraet, som "Makes you think all the world's a sunny day" demonstrerer præcis hvor intrikat, Simon doserer ubehaget i sine lyriske og musikalske idyller. Altså, underforstået: verden er netop ikke bare en solskinsdag. Det er samme lyriske greb som Lou Reed i teksten "Perfect Day": "You made me forget myself / I thought I was someone else / someone good".
Selv har Simon siden - mange år senere - sagt, at han har vanskeligt i dag ved at relatere til de følelser, sange som "Sounds of Silence" groede ud af. Og i aften i Herning møder vi da også en sprudlende herre på 70, som har erstattet mange års uniform bestående af T-shirt og baseballcap med silkehabit, fedorahat og elegante sko, som han små-stepper rundt i flere gange i løbet af seancen, når guitaren får et hvil mellem de mange overlegne opvisninger i mesterskab på instrumentet.
Eklektisk mester
Og nu er anledningen til aftenens seance jo også jubilæet for succesalbummet "Graceland" fra '86; hvor Paul Simon inviterede sydafrikanske musikere - hvoraf mange er med i aften - med ombord i stor stil og samtidig indledte sin mangeårige flirt med de afrikanske rytmer - en affære, som mere konkret har betydet at det faktisk først var med sidste års excellente "So Beautiful or So What" at Simon genopdagede guitaren som det primære redskab i sangskrivningsprocessen.
Den første time i aften har været højdepunkt på højdepunkt: Jimmy Cliffs "Vietnam" glider over i "Mother & Child Reunion" fra den storartede og selvbetitlede debutplade fra '71, hvorfra vi også får "Me and Julio Down By the Schoolyard". Med elementer af såvel folk som jazz, blues og rock har Simon allerede en bred palet i spil her i koncertens første time, hvor han cementerer sin status som ikke bare en mestersangskriver, men tilmed en brillant musiker med sit helt eget, eklektiske udtryk.
Og så skiftes der gear, idet vokalensemblet Ladysmith Black Mambazo inviteres på scenen og siden får selskab af en række af de oprindelige "Graceland"-musikere og trompetisten Hugh Masekela. Førstnævnte folder sig ud et kvarters tid, mens Masekela siden overtager spotlyset til en højstemt Nelson Mandela-hyldest: altsammen meget sympatisk, men det underminerer koncertens dynamik, når en ellers i tiltagende grad veloplagt hovedperson forlader scenen i længere tid ad flere omgange.
Kald mig bare Al
Da svinkeærinderne er overstået, og "Graceland" for alvor søsættes vanker der dog naturligvis dynamiske publikumsfavoritter i form af såvel "The Boy in the Bubble" og titelnummeret som "You Can Call Me Al", hvor adskillige forlader deres sæder og strømmer mod scenen. Og selvom mesterskabet forlængst er cementeret, sættes endelig trumf på med akustiske solofortolkninger af "The Sounds of Silence"og "The Boxer", en tilpas løs "Late In the Evening" og endelig et emblematisk punktum med ekstra-ekstranummeret "Still Crazy After All These Years"
Det har været en stor aften, om ikke larger than life så i al fald større end Jyske Bank Boxen og resten af Jylland og Danmark med, og vel at mærke ikke stor i betydningen oppustet eller hårdtpumpet. Her er ingen voluminøse scenekonstruktioner eller kostumeskift (undtagen da Simon på et tidspunkt smider den sorte habitjakke og afslører en sort T-shirt derunder).
Det er selve musikken, som er ekspansiv i såvel tid som i rum: vi befordres fra Brooklyn-baggårde i halvtredserne over Lower Manhattan i første halvdel af 70'erne til Sydafrika via Puerto Rico med afstikkere til Missisippi-deltaet - altsammen pakket ind i Jyske Bank Boxen på tre timer og med allerstørste selvfølgelighed og overskud. Det er sgu da magisk.
Følg Paul Simon
tryk på hjertet
21-07-12 09:38
Karakteren er jeg helt enig i. Hos mig bunder den manglende sidste stjerne udelukkende i lyden, hvor Paul Simons stemme indimellem lød underligt metallisk gennem højtalerne. Hvilket var synd, da man tydeligt kunne høre, at han stadig i imponerende grad har stemmen i behold.
Derudover blev særligt diskanten indimellem lovlig voldsom i det afrikanske afsnit, som ellers også var en stor oplevelse.
Men det er trods alt småting i forhold til at have oplevet denne legende på en af sine absolut nærværende, sympatiske og musikalsk overlegne aftener.
Og til dem, som endnu ikke har stiftet bekendtskab med hans seneste album, So Beautiful or So What: Det ER virkelig et sublimt album og et musikalsk comeback af de store. Et 'must' i enhver pladesamling.
21-07-12 11:30
21-07-12 12:15
UTROLIGT ufedt, at man skal udsættes for et så kedeligt publikum. Klappe i takt var jo noget nær det vildeste fra den kant. Man kan sgu da ikke sidde på en stol, når det er noget af det bedste dansemusik nogensinde lavet, der kommer fra scenen! (Graceland-sangene)
Totalt ucharmerende ramme for en sådan koncert, at man skal ud på en forblæst mark og ind i en sort boks!
Nej, jeg har aldrig været begejstret for, at disse store koncerter skal finde sted i Jylland sådanne steder.
Meget stor pil ned til skaldede "security"-vagter der flår én væk fra kanten af scenen, når Paul Simon SELV går ud at give håndtryk fra publikum!
Jeg er virkelig ked af, at denne kommentar primært skulle omhandle disse negative ting, men jeg måtte have luft :-)
Jeg håber aldrig jeg bliver nødt til at følge et andet stort navn under de samme omstændigheder.
21-07-12 16:58
I øvrigt var Hugh Masakelas "Stimela" et fantastisk nummer, og her var lyden, oplevet fra vores pladser, helt perfekt.
21-07-12 19:32
22-07-12 12:11
22-07-12 14:00
Men jeg er enig med dig i, at publikum umiddelbart kunne virke tamt. Jeg tror, det primært skyldtes stolene. I mine øjne var det ikke så meget publikum, som det var opstillingen, der klemte festen. Til en koncert,hvor musikken i høj grad går i kroppen og dansefødderne, var det enormt begrænsende, at man skulle sidde ned og ikke måtte stå i gangene eller foran scenen. I min sektion sad de fleste livligt og hoppede og dansede i sæderne, og det var dejligt befriende, da der opstod "civil ulydighed" under You Can Call Me Al.
22-07-12 20:40
Det ville også have været rart, hvis storskærmen havde været på under hele koncerten.
Jeg er stor fan af Paul Simons musik og havde glædet mig meget til koncerten, men min uheldige placering i salen gjorde, at oplevelsen ikke blev specielt god. ØV!
23-07-12 09:19
Folkene bag udformningen af Jyske Bank Boxen i Herning fik sig i aftes et skulderklap, der på godt jysk må betegnes som ikke så ringe endda.
Fantastisk arena
Det skete da Paul Simon gav sin afskedssalut efter fredagens 2 timer og 40 minutter lange koncert i Danmarks største indendørs koncertsal.
- Det er en fantastisk arena, I har her. Lyden er bare så god, sagde Paul Simon før han gik af scenen efter sidste ekstranummer.
25-07-12 13:56
28-07-12 10:15
På række 54 i bagerste blok med en trediedel tom sal bagved, forsvandt lyden henover vore hoveder og blev kastet tilbage i nakken på os, så musikken blev til en hul gang mudder med masser af rumklang og ekko.
Der var flere, som forlod koncerten i utide fra denne placering p.g.a. den elendige lyd.
Paul Simon roste lydforholdene i hallen, men har næppe oplevet sig selv fra denne position....
Læs iøvrigt "Information"´s koncertanmeldelse (Klaus Lynggaard)fra 23. juli, som bl.a. kritiserer lydforholdene og kalder dem forfærdelige.
PS: Jeg var til Clapton-koncert samme sted sidste år og oplevede rigtig god lyd. Men da var min placering i hallen også anderledes gunstig.
Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.