Stilfærdigt smagfuldt udspil fra den Berlin-residerende danske sangskriver

Tag Drake, Donovan og Cat Stevens, tilsæt lidt Dylan – og fratræk så summen af de 17.000 sangskrivere, som siden har forsøgt med skiftende held at videreføre formlen af både blød og begavet folk-pop med små excentriske twists i arrangementerne. Så har du sådan cirka essensen af nyeste udspil fra Matthiessen, her fem år efter debuten. Hvis man skal være lidt grov, altså.

Men det behøver man dybest set ikke, for udover at Dead Man Waltz byder på gennemgående velafviklede arrangementer af hæderlige sange, er Matthiessen også en kunstner med egne idéer, som det eksempelvis kommer til udtryk i den akustiske reggae In the Dead of the Night eller den solbeskinnede åbner Celluloid, hvis stilfærdigt syrede charme gør det nemt at tilgive at den minder om noget, man ikke lige kan komme i tanke om.

Og endelig skal Oh Ulysses fremhæves som et eksempel på noget så sjældent som en simpelt god sang, svævende ud i natten på et underlag af whiskers, orgel, bas og akustisk guitar. Åh Odysseus, hvordan formåede du dog at flygte, da sirerne kaldte dit navn?