Musikalsk desperado i faretruende fin form

Tyve år og godt femten album er gået siden debuten i '92, venner og fans som Lucinda Williams, John Cale og Steve Earle stillede op for at rejse penge til hospitalsregningen, da Escovedos hepatitis bevægede sig ind i et kritisk stadie tilbage i 2003 - og alligevel har du muligvis aldrig hørt navnet.

Well, hvis ikke er Big Station ikke noget dårligt sted at indlede bekendtskabet med den mexicansk/texanske musikalske outlaw, som i dag er 61 år gammel og navnkundig nok til at få en makker som Tony Visconti til at producere sit seneste album. Det er lyden af Lee Hazelwood og P.J. Proby på dårligt syretrip i en apokryf Quentin Tarantino-film: minimalistisk mariachi-rock, der lyder som provokationer på en tilrøget bar i Tijuana omkring lukketid snarere end som populærmusik.

Og at det egentlig er de færreste af de tolv sange, som for alvor hænger ved efter endt gennemlytning, kompenseres i nogen grad af det forhold, at der bare er så usædvanligt megen troværdig attitude i de støvede spor,  at skarpe skud og hundeglammen i baggrunden ville falde ganske naturligt ind i lydbilledet.