+ Lineup
- ZZ TOP
- Billy Gibbons - guitar, vokal
- Dusty Hill - bas, vokal
- Frank Beard - trommer, vokal
- THIN LIZZY
- Ricky Warwick - vokal, guitar, mundharpe
- Scott Gorham - guitar, vokal
- Damon Johnson - guitar, vokal
- Marco Mendoza - bas, vokal
- Darren Wharton - keyboards, vokal
- Brian Downey - trommer
+ Sætliste
- THIN LIZZY
- Are You Ready
- Jailbreak
- Don't Believe a Word
- Killer on the Loose
- Dancing in the Moonlight
- Massacre
- Angel of Death
- Whisky in the Jar
- Suicide
- Rosalie
- Waiting for an Alibi
- Black Rose
- Cowboy Song
- The Boys are Back in Town
- ZZ TOP
- Thunderbird
- Thank You
- Waitin' for the Bus
- Jesus Just Left Chicago
- Pincushion
- I'm Bad, I'm Nationwide
- I Gotsta Get Paid
- Heard It On The X
- Gimme All Your Lovin'
- Vincent Price Blues
- Heaven, Hell or Houston
- My Head's in Mississippi
- Beer Drinkers & Hell Raisers
- Stages
- Sharp Dressed Man
- Legs
- Tube Snake Boogie
- La Grange / Sloppy Drunk / Bar-B-Q
- Tush
ZZ Top og Thin Lizzy
Cricketbanen ved Brøndby Stadion,
tirsdag d. 24. juli 2012
| GAFFA |   |
3 stjerner |
| Læserne |
 
|
5,00 stjerner i snit (efter 8 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Voksenrock på Vestegnen. ZZ Top og Thin Lizzy viste deres stolte fortider frem - den ene med mere entusiasme end den anden.
Brøndby havde tirdag inviteret ZZ Top og Thin Lizzy forbi til en lun sommeraften på cricketbanen bag stadion. Nogle tusinde løste billet til arrangementet, der nok led under praktiske udfordringer (som f.eks. kun få muligheder for at betale med Dankort; priser på 30 kroner for en halv liter sodavand; og overraskelse, da publikum i pausen flokkedes om øl- og mad-boderne).
Til gengæld viste vejrguderne den danske sommeraften fra sin bedste side med blå himmel og lun sol. Helt perfekt til en omgang guitarrock på det grønne græs, og vi hyggede. De to bands spillede næsten lige længe - ZZ Top kun 10 minutter mere end special guests Thin Lizzy - og det skulle vise sig at være aftenens redning.
ZZ Top (***)
ZZ Top savner ikke popularitet foran scenen, men de lader det ikke nødvendigvis påvirke deres medbragte, færdiglavede bluesrockshow. Som en publikummer siger på vej ud efter koncerten, "det de spiller, det spiller de godt." Ja tak, men måske kunne de lade lidt sved og blod trænge ud gennem den næsten totale tildækkelse? Kun hænderne var synlige på de to nisser i front; resten var indhyllet i hat, bandana, langærmede jakker, bukser og - nåh ja - store skæg.
ZZ Top spiller drønhamrende sikkert hele vejen. Ikke en eneste detalje lader til at være overladt til tilfældet, og det er på sin vis tegn på et professionelt show. Omvendt giver det også indtryk af en optræden, der er så mejslet i sten - og har været uforandret i en rum tid - at det hele nemt forekommer lidt uvedkommende. Automatpilot betyder både, at der ikke er mennesker bag rattet, men det betyder altså også, at der er tænkt og på forhånd indprogrammeret en sikker løsning.
Lyden er nogenlunde som en mundfuld soltørret jord fra Texas - tæt, tør og uden luft. Trommerne er firkantfaste, og det groove der er, kommer fra Dusty Hills bas, som man også kan forvisse sig om, da Frank Beard starter alene op på "Gimme All Your Lovin'".
Stilsikre og kedelige
Nuvel. Guitarist Billy Gibbons er en gudsbenådet gammel hegnsvagt, og hans spil er aldrig kedeligt. Hendrix var efter sigende fan, og det forstår man godt efter 80 minutter i skæggenes selskab. Kun få steder er de bakket op af sequencer eller lignende. Resten af koncerten er det tre mænd, der hamrer hegnspæl efter hegnspæl træfsikkert ned i den grønne plæne.
Stilsikre stabile er de, og kedelige lige så. Scenen er udstyret med store videoskærme, hvor de på mest økonomiske vis blander livebilleder fra scenens fjernstyrede videokameraer med bidder fra deres musikvideoer. Og det er jo netop det. Ville ZZ Top være i stand til at udfylde pladsen som hovednavn i 2012, hvis de ikke sad på tre MTV-hits fra 80'erne? Det er jo trods alt "kun" en flot indpakket bluestrio vi har med at gøre her.
Det skal ikke overfortolkes som mavesur anmeldersnak. Som sagt gør de det de gør godt. Men når Gibbons f.eks. siger om "Sharp Dressed Man" at "we gotta do this one", mener han så, at bandet ikke kan undslippe nummeret, eller at de ikke kan nære sig for at spille det? Leveringen af nummeret giver ikke svaret.
"Legs" vækker naturligvis også genkendelsens glæde over hele pladsen, og med "Tush" får vi den behagelige sommeraftens forudsigelige sidste nummer. Tre minutter efter sidste tone sidder de to skæg og Mr. Beard i minibussen på vej til hotellet i City.
Thin Lizzy (****)
Længe før solen ramte horisonten bag scenen, trådte Thin Lizzy op med sit 2012-lineup, der heller ikke har ret meget overflødigt fedt. Som ZZ Top lægger de sig også an på fortiden, men modsætningen er, at Lizzy gør det med åbenlys levende spilleglæde. De nyder at være her, og kontakten til publikum gør, at de formår at varme os helt op for ZZ Top.
Lizzys special guest status gør også, at vi ikke bliver spist af med et 30-45 minutters supportsæt. Hele 70 minutter får vi, og det er kun 10 minutter kortere end hovednavnet. Derfor når Lizzys optræden faktisk at føles som en hel koncert. Og sættet er da også bygget op derefter.
Først og fremmest får vi alle de allermest populære klassikere fra bandets bagkatalog, men der er også plads til et eller to numre, som man måske ikke havde turdet håbe på til denne lejlighed. "Massacre" for fuld skrald kommer ude fra et af hjørnerne af deres legendariske "Live And Dangerous" album. Andre steder er det særligt tilfredsstillende at høre de to-stemmige guitarløb på "Waiting for an Alibi", "Black Rose" og Scott Gorhams sublime guitarsolo på "Suicide".
Gorham er Thin Lizzys længst overlevende guitarist, og sammen med Brian Downey på trommer udgør han rygraden i bandet anno 2012. De to er garanter for, at Lizzy ikke fortaber sig i metaltrommer og firserflagioletter, som det var tilfældet, mens John Sykes gav den som både leadguitarist og forsanger i starten af årtusindet.
Det akuelle Thin Lizzy genopfrisker lyden fra bandets storhedstid i sen-70erne, med respekt for stilen og en ydmyg tilgang til bandets historie; de er nok klædt ud som en flok fandens karle med åbentstående skorter, tatoveringer og spidse støvler, men spilleglæden og smilene overdøver ethvert tilløb til forstillede hårdrock-attituder.
Medrivende oplevelse
Forsanger Rick Warwick holder Phil Lynotts unikke fraseringer i live uden at blive rørstrømsk eller ligegyldig tribute. Hans stemme er en kende mere rå, og hans fremtoning bliver aldrig kvalm. Han viser os dragen fra "Chinatown"-albummet, som han har tatoveret på brystkassen. Det vidner om engagement.
Thin Lizzy trækker også toner ud af vestegnens fremmødte granvoksne mænd og koner. Vi skråler med på riffet i "Dancing in the Moonlight", omkvædet til "Rosalie" og selvfølgelig drikkevisen "Whisky in the Jar". Her formår Lizzys internationale besætning af to amerikanere, en mexicaner, en irer og et par briter at få de siddende op fra græsset. Det er medrivende, hvilket man ikke i samme grad kan sige om ZZ Top.
"Black Rose" er som altid en opvisning i guitarspil på irsk, mens "Cowboy Song" har fået en lidt anderledes indledning, hvor Warwicks mundharpe og Gorhams nye, tungere guitarfigur blandet med nyeste guitarist Damon Johnons slideguitar signalerer lejrbål på prærien i USAs midtvest. Damon Johnson er i det hele taget et solidt bekendtskab. Han vikarierer - permanent - tilfredsstillende for henholdsvis Brian Robertson, Gary Moore og Snowy White på de forskellige numre, hvor han uden besvær gengiver alle de klassiske guitarlinjer.
Downey udelader de afsluttende trommefills i "Angel of Death", men bedst som man står og mistænker ham for at være ved at falde af på den, står det alligevel klart, at mange af numrene bliver spillet en my hurtigere end oprindeligt, og det vidner i hvert fald ikke om muskelsvind i de gamle arme. Well done, Downey, du svinger hele vejen.
På en aften i fortidens tegn løber Thin Lizzy med de fleste stjerner; de spiller simpelthen bedre og er en mere medrivende oplevelse, mens ZZ Top har sceneudstyr og nogle pophits fra MTV at køre klimaks på. Og så nævnte Lizzy sket ikke, at de åbenbart har været i studiet for at indspille splinternyt materiale. Hvordan det holder distancen, må vi høre en anden dag.
Følg ZZ Top
tryk på hjertet
Følg Thin Lizzy tryk på hjertet
25-07-12 15:49
"De har eksisteret i 43 år, og de swinger stadig som sytten selvbevidste striptease-danserinder på en vakkelvorn færge på direkte kurs mod Sin City
- Det er herinde, det dér kommer fra. Og det er derfor, det er så fedt!
Veninden slog sig hårdt for brystpartiet – venstre side – og lod ingen tvivl tilbage om, hvad hun mente.
Ét af de fineste rock’n’roll- og bluesbands i verden – ’the little ol’ band from Texas' – ZZ Top var tilbage i Danmark. Denne gang på plænen ved siden af Brøndby Stadion, hvor det 43-årige band endnu engang slog fast, at når det kommer til selve det at spille swingende rock’n’roll matches de kun af to bands i verden. Og når de to bands er The Rolling Stones og AC/DC, turde det være åbenbart, at vi er deroppe, hvor luften er tynd, de færreste kan ånde og endnu færre tør binde an med en tur over overliggeren.
Men et ZZ Top, som på denne turné udover de åbenlyse træffere havde gravet genialiteter som ’Vincent Price Blues’, ’My Head’s In Mississippi’ og ’Stages’ frem, sejlede med selvfølgelighed hen over selv den højeste forhindring denne aften. Det er langt fra for meget sagt, og den meste ros er hulere end et valgløfte, når man er skal beskrive, hvor godt ZZ Top spiller.
D’herrer Billy Gibbons (guitar), Dusty Hill (bas) og Frank Beard (trommer) spiller med en kollektiv forståelse og – ja, der var den sgu’ igen – timing, som ganske enkelt er enestående. Der er budt op til dans, der er inviteret til kærlighed (okay, lidt liderligt anløben er den vel men hva’ fa’en…), og der insisteres på det tidløse begreb ’ikke så meget pis!’, så man mentalt bør lade sig teletransportere til et roadhouse på grænsen mellem Texas og Mexico for at ramme den stemning, ZZ Top kolporterer med den største selvfølgelighed.
Som veninden indledningsvis konstaterede, så kommer sange som ’Gimme All Your Lovin’’, ’La Grange’, ’Tube Snake Boogie’, ’Pincushion’ og den selvforklarende ’Beer Drinkers And Hell Raiser’ helt inde fra det bluesblødende bankende hjerte fra et band, som bedre end de fleste har fattet, hvad dét, de mere puritanske af os kalder ’rigtig musik’, er for noget.
’For helvede Steffen, kan du ikke forklare mig, hvorfor lige de tre swinger så fedt,’ som min ven Oraklet Fra Brøndby på et tidspunkt spurgte. Tja, det ved jeg sgu’ ikke. Men det har selvfølgelig noget at gøre med, at Frank Beard har et backbeat for guderne. Med at Dusty Hill følger ham som det naturligste i verden. Og sluttelig og vigtigst at Billy Gibbons er måske dén bedste nulevende bluesguitarist med en fornemmelse, en følelse og – ja! – en timing, som er enestående i rocken 2012.
Hold da kæft, hvor bliver meget andet musik komplet ligegyldigt, efter man har oplevet noget som dette. En stor, stor aften!" (5/6 stjerner)
Selv Thomas Treo giver 4/6 stjerner. 'Nuff said!
26-07-12 11:03
26-07-12 11:04
26-07-12 11:36
26-07-12 16:37
Det kan godt være at ZZ Tops show er lettere ensformigt, men dét er jo lige præcis hele pointen. The trio stays the same. Og det er jo sådan, de fleste fans kan lide det, fortæller min erfaring mig.
Din kritik af de tildækkede Hill og Gibbons synes jeg ikke helt er på sin plads, da det jo er hele bandets gemick. Deres unikke "mystik", så at sige.
Der hvor jeg befandt mig, var folk ellevilde og min sidemand hylede endda som en gal prærieulv, da de tre herrer indtog scenen.
For mig var showet nærmest perfekt, lige hvad jeg havde forventet og håbet på. De spillede sikkert og godt, uden alt for meget unødvendig buls**t (hvilket Thin Lizzy kunne lære lidt af efter min mening). Jeg fik i hvert fald, hvad jeg havde håbet på: rock-blues trioen fra Texas, som spillede alle favoritterne og leverede et show med de klassiske musikvideoer kørende på storskærmen, som virkelig var med til at sætte stemningen og bringe minder frem.
Fem stjerner til ZZ Top.
Tre stjerner til Thin Lizzy.
26-07-12 22:19
26-07-12 23:23
"Heide, Rasmus..."
26-07-12 23:48
27-07-12 12:15
27-07-12 21:24
28-07-12 16:18
28-07-12 16:36
Og ja, bestemt osse fem stjerner herfra!
29-07-12 14:08
Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.