Anmeldelse / Live / Torsdag d. 26-07-2012 kl. 02:20

Joan As Police Woman
Posten, Odense,
onsdag d. 25. juli 2012

Anmeldt af Morten Gottschalck
Foto: Anja Ankerstjerne

GAFFA		5 stjerner
Læserne		4,00 stjerner i snit (efter 2 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

"Bedste optræden nogensinde" med en svømmende Joan Wasser

+ Se hele galleriet

Posten i Odense på årets indtil nu varmeste dag. Indenfor er det kun en smule køligere, og til gengæld meget fugtigere. Folk i baren beder specifikt om isterninger.

Opvarmningen i aften består af Son of Caesar: En etnisk dansk 25-årig 198 cm gut ved navn Peter, med akustisk guitar+mundharmonika+tekster på scenen. Bob Dylan har kørt på anlægget.

Det er tydeligt at Peter ikke har mange år som optrædende kunstner bag sig. Sangene lyder, som om de er komponeret i en kort, sammenhængende periode, siddende med et atlas slået op på USA. Vokalen er meget ens på stort set alle numrene. Teksterne har lidt om unge kvinder, kønsroller og Gud. En søgende kunstner, med fine små portioner mandshjerte. Vi nåede at blive delvist overbevist. ***

Joan den Ubarmhjertige
Her kommer hun. Sort tøj, underlig hat, bare arme. Lækker, kælen stemme. Måske skulle man invitere hende med hjem, så kunne hun sidde og knitre løs med den stemme. Og måske smide hatten.

Det er ikke underligt, hvis lysterne kommer frem til koncerten. Teksterne er fyldt med længsler og feromoner. Mens Wasser spiller, danser hun som en svømmer. Kig på hendes Facebook side, der ligger hun lige nu i vandet som en tiger.

Vi er lige over 100 mennesker i salen, og det er varmt. Det hele bliver rigtigt sparket i gang på 2. nummer, "I Defy", med en overraskende god andenstemme af trommeslager Parker Kindred, og orgelsolo af keyboardist Tyler Wood. Begge deltager glimrende koncerten igennem.

Wasser kan både det ømme og det larmende. Hun falder også i på begge sider af skalaen, når hun enten støjer uden formål, eller når hun trækker de stille numre for meget ud. Det gør hende til gengæld meget menneskelig og sympatisk.

Sød støjsender og lidt stenet
Jeg nævner ikke navnet på den nær-legendariske musiker, som Joan var kæreste med, da vedkommende druknede i '97. Men nu står hun på scenen, hun har trukket i guitaren, og guitarspillet lyder lidt som ham, når hun syrer ud. Det gør hende en smule mere eksotisk.

Lidt Bambi-agtigt spørger hun undervejs, om vejret altid er så godt i Danmark. Folk griner bare. Hun har en sjov, underspillet humor. Senere bliver hun igen eksotisk og siger noget med, at det sådan cirka er den bedste koncert, hun nogensinde har spillet til. Publikum er nu i kategori med de aller, aller bedste af de bedste. På den Bambi-agtige måde.

God første halvdel med lyspunkter, fremragende 2. del
Første halvdel af koncerten er mest afdæmpet. I starten er klapsalverne stærke, men de aftager langsomt i styrke, for senere at vende kraftigt tilbage. Wasser groover i sit helt eget undervandstempo, og hiver vigtige point i land med den skæve "Flushed Chest". Herefter følger et par af de stærkere numre, som fører op til "Looking for Magic". Dette er signalet til at vi går ind i koncertens sidste del. Afslutningsvis får vi et par af de numre, som skulle spilles i radioen: "Eternal Flame" og "Christobel" fra debuten Real Life.

Det var dejligt, Joan. Mmh. Mere knitren på anlægget i morgen.