Anmeldelse / Live / Søndag d. 29-07-2012 kl. 13:45

Kurt Vile & The Violators
Pumpehuset, København,
lørdag d. 28. juli 2012

Anmeldt af Trine Jørck
Foto: Rasmus B. S. Hansen - www.terranaut.dk

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,50 stjerner i snit (efter 2 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Philadelphia-baserede Kurt Vile og hans band The Violators sendte lørdag aften et sveddryppende publikum i trancelignende tilstand.

Et grønt lys rammer tykke masser af røg og danner grønne lyskegler, som bevæger sig søgende ud i rummet. Her er tyngende varmt. Tre fyre med lange sorte lokker hængende tungt ned foran deres ansigter, samt en enkelt korthåret fyr, slentrer dovent ind på scenen og gør sig klar bag deres instrumenter. Et blegt ansigt stående i skarp kontrast til det sorte hår kigger op på publikum, smiler og siger med et kejtet smil: "Love you Copenhagen".

Pumpehusets fremmødte inviteres herfra med ind i et transcenderende rastløst univers af vibrerende støjende guitarer, pulserende bankende trommer og messende horder af ord og små korte eksploderende udbrud. Med stående applaus tager publikum imod aftens hovedperson Kurt Vile og hans band The Violators.

Petrus Katell tager første skridt

Publikum synes at være i den rette tilbagelænede stemning. Det har det danske band Petrus Katell sørget for. Per Løkkegaard og hans musikalske kollektiv har fået tjansen at varme publikum op. Dette bliver gjort med et lydbillede bestående af luftigt rungende trommer, en fintfølende dyb og behagelig kontrabas, en karakterfyldt stemningsskabende klarinet, spirende keys samt søvndyssende bløde, varme og indbydende toner fra opstillingens centrale figur: Løkkegaard på vokal og sang.

I et smukt og stemningsfyldt folk-rocket univers spirer og gror smukke og dragende lydbilleder. Petrus Kapell præsenterer publikum for en række vitalt levende, langsomt simrende, summende brummende lydlandskaber, som blidt indhyller publikum i en døsig, søvnig stemning, som er med til at gøre aftenens samlede oplevelse til en lang hengivende trancestilstand.

Eksplosivt tilbagelænet og rastløst medrivende

En noget mere rocket og eksplosiv side af aftenens transcenderende tema udspiller sig fra første sekund, hvor Kurt Vile og band træder på scenen. I et snublende skævt bombardement af trommer og guitarer mister man både pusten og balancen. Publikum kastes ind i et på engang skævt balanceret, melodiøst iørefaldende, langsomt dragende og eksplosivt tilbagelænet lydbillede.

Koncertens lydbillede er mere rocket end Viles album, men rummer ikke desto mindre samme dragende magi. Publikum føres således med på en lang rejse gennem følelsesmæssige tilstande bevægende sig på grænsen mellem drøm og virkelighed. Det skævt komponerede lydbillede hvirvler os ud af vores fast definerede rytmefornemmelse, og efterlader os snublende, overvældede og fortryllede.

Bandet omfavner både det vilde, pulserende og fremaddrevne og det stillestående, nøgne og sårbare. Sidstnævnte kommer smukt til udtryk i det rastløse nummer "Peeping Tomboy", hvor Vile er efterladt alene på scenen. Riffet på den sprøde guitar kører i ring, og man opsluges af den rastløshed og stilstand, som han synger om: "I've been searching, but I don't know what for" og "I don't want to change, but I don't want to stay the same".

Den rastløse følelse af bare at drive afsted kommer også til udtryk i det musikalsk sammensatte nummer "Ghost Town", hvor Vile synger "When I'm driving I found I'm dreaming, jamming tunes and drifting". Musikalsk udtrykker nummeret på en gang det tilbagelænede drivende og det eksploderende desperate. Fra drivende toner fremkommer af og til ganske korte udbrud, kombineret med en umiddelbart malplaceret headbangende guitarist Adam Granduciel.

Kontrastfyldt bliver det for alvor i aftenens sidste nummer, hvor skønhed og vanvid mødes i et umiddelabart uforeneligt, men her mestret sammensurium mellem riffs, som bevæger sig støt frem, som et langsomt lokomotiv kombineret med en eksplosion af ukontrolleret larm, støj, og leg på saxofon, trommer, guitarstøj. Det er syret og berusende.

Beruset og forandret

Netop beruset synes at være et godt ord for den følelse jeg går fra Pumpehuset med. Jeg har drukket et halvt glas hvidvin, og alligevel slingrer jeg ned ad trapperne, omtumlet og forvirret over at skulle konfronteres med den virkelige verden. Uden at have bemærket det, har jeg ladet mig rive med ind i et andet univers.

Med en fantastisk uprætentiøs, ærlig og lidt naiv fremtræden synes Viles koncert at rumme det liv han lever, den rastløshed han føler og den musik, som er en del af ham. Stemningerne i musikken og dens fortællinger smitter af og sætter sig i kroppen.

Kejtet vinker Vile farvel og slentrer roligt ud af scenen. Han efterlader publikum sveddryppende og måske som mig, en smule forandret.