Marillion: Amager Bio, København

Marillion, Amager Bio, København

Marillion: Amager Bio, København

Anmeldt af Jacob Pertou | GAFFA

I DRs arkiver findes en liveoptagelse af Marillion på Roskilde Festival i 1983. En knotten og næsten uforstående Karsten Vogel prøver at redegøre for gruppens stil, med grafer og kurver over den såkaldte symfoniske rock, som han rubricerer dem under. Med flere fejlinformationer end en gennemsnitlig artikel i et rockleksikon fra samme tid klandrer han dem samtidig for at være selvhøjtidelige og højrøvede.

I snart tredive år har bandet været urimeligt dårligt anmeldt og anklaget for at være blege afskygninger af andre bands. I firserne var det Genesis og Peter Gabriel. For nyligt Radiohead og Coldplay. Karsten Vogels ugidelige præsentation var blot startskuddet fra den danske presse.

Marillion er notorisk kendte for deres tilgang til deres fans, og det er kommet dem mangefoldigt retur. Efter This Strange Engine (1997) skaffede amerikanske fans penge nok til at de kunne turnere over there igen. Anoraknophobia (2001) Marbles (2004) og Happiness Is The Road (2008) blev financieret ved forbestillinger. Og det var lang tid før nogen havde lært at sige crowd-funding.

1-0 til Marillion og deres fans kontra mavesure, og i sidste ende, ligegyldige anmeldere og deres anmeldelser. Folk var mødt talstærkt op i Amager Bio, og på deres reaktioner at dømme var der store forventninger på spil.

Airbag (tre stjerner)

Klokken 20:30, og en halv time inden den annoncerede showstart, stod norske Airbag foran publikum. Med to albums i bagagen burde der være grundlag for en tilpas varieret showcase, men dette udeblev. Bandet var tidligere et tributeorkester, kaldet The Pink Floyd Experience (hvis man skal tro den brugerbaserede tjeneste, RateYourMusic), og det var en bestemt også en oplevelse af Pink Floyd, der kom én i møde. Deres to album er ret så generiske gengivelser af Pink Floyd, med David Gilmour som gallionsfiguren. De to frontmænd i Airbag delte henholdsvis guitarstilen, og den underspillede, og ikke særligt prangende vokal.

Som på pladerne viste Airbag at deres triste udtryk er ensidigt og ufleksibelt, for ultimativt at blive ret så kedeligt. I tilgift fremstod bandet sært mimikfattige, og til tider decideret klynkende.

I næsten samtlige numre lagde leadguitaristen kimen til en solo, der prøvede at gå "Comfortably Numb" i bedene. Højdepunkterne var den riffbaserede åbner "All Rights Removed" og det afsluttende nummer, hvor bassist og trommeslager fik mere plads til udfoldelse. Mere end gennemsnitligt var det ikke.

Marillion (seks stjerner)

Sidst Marillion gav koncert på Amager Bio var i 2004 på deres Marbles-turné, der lagde ud med "The Invisible Man" og lukkede med den herligt forløsende "Cover My Eyes (Pain And Heaven)".

Derfor indkapslede to første numre den 27. juli 2012, de netop nævnte, et smukt og velkomment deja-vu.

"The Invisible Man" er en teatralsk tour de force om voyeurisme, ugengældt kærlighed og frustration. En fortælling i flere afdelinger, hvor sidstnævnte kommer til udtryk i det voldsomme klimaks "I will scream / I am perfectly sane / But I am / The Invisible Man", der efterfølgende runger i følelsesapparatet, som noget helt foruroligende. Kompositionen er nok bandets mest vellykkede, da i den progressive rocks tradition kommer vidt omkring i genrerne og har et smukt, dystert udtryk.

"Cover My Eyes (Pain And Heaven)" er en lystig, og anderledes mere positivt livsbekræftende hymne. Allerede fra det øjeblik guitarist Steven Rothery tester lyden på sin guitar, har publikum genkendt nummeret. For det har et karakteristisk guitarriff med chorus, ikke helt ulig noget The Edge kunne præstere. Forsanger Steve Hogarth er i hopla, og indbyder til højlydt syng-med, og stemningen når tidliget et kogepunkt. Nummeret blev oprindeligt skrevet under et mindre pres, da pladeselskabet krævede en single fra albummet Holidays In Eden (1991). Bandet fik det bedste ud af det, hvilket de viste til fulde i Amager Bio.

Overraskende er det at Fish-æra Marillion (Steve Hogarth indtrådte i 1989) også er repræsenteret. "Slainte Mhath", en solid rocksang fra Clutching At Straws (1987) bliver vel modtaget. Steve Hogarth siger "Skål, København!" med overbevisende accent."You sexy beast", råber en af publikummerne, og småforlegent og selvtilfreds svarer han "I'll drink to that".

Emotionel  kraft

Som et pusterum oven på tre hæsblæsende numre kommer den stilfærdige og smånaive "Beautiful", inden det kraftfulde popnummer "You're Gone" kommer. Bassist Pete Trewavas introduceres som korsanger, og der er lagt en storladen effekt på vokalen, så han ene mand illuderer et gospelkor. Nummeret blev et mindre hit, da bandet opfordrede deres fans til at købe to eksemplarer af singlen, og sende det ene til radiostationer rundt om i verden.

"Afraid of Sunlight", titelmelodien fra deres 1996-album, er under gradvis opbyggelse indtil det store omkvæd sender store ladninger af emotionel kraft fra scenen og ud igennem det spillevende publikum. I samme boldgade finder vi "The Great Escape", fra Brave (1994) – en konceptplade om en suicidal ung kvinde. Under guitarsoloen står Steven Rothery med lukkede øjne, og drømmer sig væk i fortællingen, og mange har fundet kameratelefonerne frem for at eviggøre dette moment.

Tidligere under koncerten råber en tilhører efter nyeste single, "Power". Med lovning om dets senere indtræden kan man glæde sig i det små. Et dystert guitarriff lægger for, og særligt trommerne bliver slået med hård hånd. En smuk powerballade fra den kommende Sounds That Can't Be Made, som Steve Hogarth fortæller er en mere prætentiøs udgave end den oprindelige arbejdstitel, Album Promised, Never Delivered.

"Estonia" bevidner at alt ikke er bulder og brag. Den karakteristiske mandolinsolo (tænk R.E.M.) er udeladt, og eksisterer kun i fantasien.

Løfte om gensyn

Steve Hogarth smider jakken, som han har svedt i, igennem koncerten, og som har strammet lige vel omkring maveregionen. Han præsenterer det lange nummer "Neverland", der indikerer at en pause følger efter. "Neverland" er en længselsfuld, episk skæring. En af den slags der straks kalder på svajende engangslightere i luften. Og med en, ja, Gilmour inspireret, men personlig, guitarsignatur, der udvikler sig til en udvidet guitarsolo. Så er der ikke et øje tørt. Kudos også til Hogarth for den massive indlevelse, hvor han til sidst går i knæ foran publikum. "Vi ses snart!" siger han, kort inden bandet forlader scenen.

Tilbage på scenen er bandet klar til at levere deres lange suite, "This Strange Engine". Først beretter Steve at han har observeret at skandinaverne indtager store mængder alkohol. Han ved det, da hans kone stammer fra København. Med slet skjult reference til ham der blev smidt ud for at råbe uhæmmet under opvarmningen, takker han os for ikke at have snakket os vej gennem koncerten. Dernæst undskylder han for sin forkølelse, og derfor at "synge som en hund". Ikke at det kan høres det fjerneste.

"This Strange Engine", der er en ode til Steves forældre, udmærker sig ved den ekstensive brug af keyboard- og guitarsoli i den bedste progressive rockstil. Lidt malplaceret er dog saxofonsoloen, der kommer fra bånd.

I "Sugar Mice" har bandet løsnet lidt op på seriøsiteten, og da der springer en streng, eller Steven Rothery simpelthen ikke rammer gribebrættet som han skal, kan han grine af det. Dog ikke uden at en vis forfængelighed har lidt skade. Med morsom gestik prøver han at bortforklare hændelsen til publikum.

Efter denne 25 år gamle sang, omhandlende alkoholisme og affødt dårlig samvittighed, er det tid til lytterønsker.

Tæt på perfekt

Publikum råber i munden på hinanden, til hele bandets store begejstring. Vi får næsten deres nr. 1 hitsingle fra 1985, "Kayleigh", men det lader til at bandet har en lidt selektiv hørelse, for da et par stykker nævner "Three Minute Boy", er de ikke sene til at plukke det sangvalg. Ved tidligere koncerter har de har haft skæg og ballade ud af publikumsinteraktionen i lige netop dette nummer.

Det mandsdominerede publikum brummer sig igennem "la-la-la" sekvensen, hvilket får bandet til at afbryde seancen, og invitere det kvindelige publikum med ind i sangen. Og imens det er lige ved at gå op i hat og briller kan "Three Minute Boy" afsluttes med maner, som afrunding på en helt igennem storslået aften.

Marillion har et format som liveband, ikke mange matcher. Intensiteten, interaktionen er yderst inddragende, og som publikum mærker man straks at de er der for en. Sætlisten var uden meget tilbage at ønske, og der var ikke træthed at spore hos nogle af musikerne.

Ligesom sidst de optrådte i Amager Bio blev man bekræftet i tesen om at musik skal høres live. Det skal den, uanfægtet skyhøje billetpriser, lange geografiske afstande, ligegyldige meningsdannere, og hvad har vi. Det her var tæt på den perfekte koncert. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA