Vellykket kosmisk legestue med vennerne

Mens vi venter på det næste ordinære udspil fra The Flaming Lips, har de i mellemtiden holdt kosmisk legestue for en lang række musikalske venner. Egenlig blev The Flaming Lips And Heady Fwends udgivet som et særtryk i anledning af Record Store Day tilbage i april måned. De 10.000 eksemplarer blev dengang revet væk. Derfor genudgives albummet nu på det britiske label Bella Union. Med gruppens hang til at eksperimentere kommer det ikke som nogen overraskelse, at der fortsættes ud ad den sti, som de sidst betrådte på den glimrende Embryonic.

Oklahomas syrehoveder overskrider med The Flaming Lips And Heady Fwends al gængs fornuft og ser sig ikke tilbage på noget tidspunkt på det over en time lange udspil. Som lytter bliver tålmodigheden testet og alle musikalske grænser på det nærmeste nedbrudt. "Cause I want my ass...shit one more time" lyder startsalutten fra Kesha på 2012 (You Must Be Upgraded), hvorefter et metallisk lynnedslag af en overstyret guitar sætter festen i gang. Ashes In The Air med Bon Iver er spundet over en repeterende trommehvirvel og en futuristisk keyboardflade i slowmotion, der lyder som en inspiration hentet fra Kubricks Rumrejsen år 2001. Den stemning opretholdes på Children Of The Moon med Tame Impala, som et totalt spooky lydtapet godt garneret med myrekryb.

Hen ad vejen er de mange kollaborationer vellykkede, men der er også deciderede fejlskud som You, Man? Human?? (Nick Cave), I'm Working At NASA On Acid Girl (Lightning Bolt) og You're So Weird (New Fumes), der enten er totalt udknaldede eller ikke kommer ud af stedet, og virker som fyldstof uden indhold. Trods fejlskuddene er The Flaming Lips And Heady Fwends en vellykket kosmisk legetstue, der viser et band, der tør satse alt. Fantastisk er den spøjse og robot-agtige Do It! med Yoko Ono, og smuk og universel er Erykah Badus slæbende version af Roberta Flacks The First Time I Ever Saw Your Face. Vi ses igen på den anden side af sommeren, når The Flaming Lips følger op på dette spraglede syretrip, der mest af alt lyder, som er det undfanget i det ydre rum.