Kvintettens luftspejlinger udvikler sig til betydeligt mere end et fatamorgana på et album, der atter cementerer Ben Bridwells sangskrivertalent

Når Benjamin Bridwell og kumpanerne kan levere tre albums i træk, der alle er hævet langt over gennemsnittet, så høster det som regel meget store forventninger til, om de er i stand til at holde kadencen. Gruppen fortsætter dog ufortrødent på Mirage Rock, der er Band Of Horses fjerde album, og som viser gruppens relativt brede spændvidde indenfor deres alternative country-rock, hvor trykket i højere grad skal ligges på country nærmere end på rock.

Der er stadig storladne rocksange a la NW Apt. og Cigarettes, Wedding Bands fra bagkataloget, der beklæder de mere middle-of-the-road-prægede og afdæmpede countrynumre, hvor det lyriske univers står i centrum. Tidens Slow Cruel Hands Of Time omkring et aldrende orkester til mere samfundskritiske numre som den vuggende todelte eksplicitte Dumpster World forsyner begge Mirage Rock med alternative stemningsmættede kapitler.

"Guess what, you're getting old / You still gotta grow up" synger Bridwell, der føler sig utilstrækkelig i at rådgive, hvordan livet skal leves, men som altid ender med at prøve alligevel. Det er især denne ærlighed, Band Of Horses på en måde formår at indfange på Mirage Rock ved at søge tilbage til et lydbillede, der kaster tankerne på deres fremragende Everything All The Time. Skildringen af berømmelsen, der kommer med en pris på Feud, er et af albummets mange højdepunkter, mens Glyn Johns (The Who m.fl.) produktion står som noget nær perfekt med sin malende placering af instrumenterne i lydbilledet. Luftspejlingens materialisering kræver tid, men den er vel investeret.