Vidunderligt genhør med en stor, men overset stemme fra årene omkring 1980

Man kan med rette undre sig over, hvorfor amerikanske Carol Kleyn aldrig brød igennem, da hun som ung forfulgte musiker-lykken i midten af 1970'erne. Hendes smukt dragende sopran og nydeligt nuancerede harpespil besad en klasse og en charme, der klædte tiden, og som også fungerer glimrende den dag i dag. Derfor er det prisværdigt, at Drag City nu genudgiver de tre album, som Kleyn med egne midler udgav i 1976, 1980 og 1983.

Vi er nået til nummer to i rækken, Takin' The Time, der er et mægtigt og snildt tilstrækkeligt vidnesbyrd om kvindens uomtvistelige kvaliteter – på værkets fem første numre er der sat strøm til Kleyns univers, der således med ét fremstår elektrisk og fuldblods-folk'et. Det klæder den ellers tyst funderede kunstner at live sit udtryk op, men det er nu også en nostalgisk velsignelse af rang, når hun på albummets sidste fem numre igen blot er allieret med sin stemme og sit harpespil. Særligt den såvel flænsende som vuggende Jethro og det vandrende instrumentalnummer Intermission skal nydes, mens vi venter på treeren.