Anmeldelse / Live / Lørdag d. 04-08-2012 kl. 01:28

Marianne Faithfull
Stockholm Music & Arts 2012, Stockholm,
fredag d. 3. august 2012

Anmeldt af Espen Strunk
Foto: Sandra Johnson - www.sandrafotar.se

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Rejse til mørkets hjerte under en svensk sensommersol

Se flere billeder i GAFFAs gallerisektion.

Efter eftermiddagens uformelle samtale-seance i en sofa i Arkitekturmuseets have er 65-årige Marianne Faithfull det første internationale topnavn på scenen ved Stockholm Music & Arts, som for første gang afholdes i år, og som uden at have annonceret et særligt feminint sigte ikke desto mindre præsenterer en imponerende række af nogle af rockens mest markante kvinder.

Solskin og sommerpiger plejer at tælle på plussiden i de fleste sammenhænge, men ikke i aften: Faithfulls mørke dekadence-rock synes ikke at høre til her, tager man sig i at tænke. Og skammer sig over tanken fem kvarter senere, skal det straks tilføjes.

Det er Faithfull og bands sidste show på sommertouren, og det skal hurtigt blive tydeligt, at damen har tænkt sig at runde af med stil - samtidig med at hun giver en opvisning i sin artistiske spændvidde: fra akustisk folk i traditionalen "Baby Let Me Follow You Down" over bidende blues til den mørke, urbane synth-rock som er hendes adelsmærke.

Uheldssvangre punchlines

Titelnummeret fra seneste udspil "Horses & High Heels" indleder seancen, inden et track fra hovedværket "Broken English" allerede som andet nummer hives op ad hatten. Faithfull er en udpræget europæisk artist - det er ikke tilfældigt at hun fortolker både Brecht og Shakespeare ved siden af rock-karrieren - men alligevel tager hun i den grad stikkene hjem i den ædende onde blues "Brain Drain", hvor guitarist Neill MacColl for alvor demonstrerer sit vingefang.

Og linier som "trying to get high without having to pay" er bare en blandt utallige uheldssvangre punchlines fra scenen, mens solen går ned over skærgården.  Det understreges med al ønskelig tydelighed, at den sofistikerede bedstemor fra sofaen i eftermiddags samtidig er en både sårbar og særdeles hård dame: denne signaturs favoritlinie er "Why do you let that trash get a hold of your cock and get stoned on my hash?" fra den centrale sang "Why D'ya Do It", som desværre er sorteret fra i det fem kvarter lange festivalsæt.

Til gengæld bliver der plads til alle de fire numre, som Faithfull - en flittig fortolker af andres materiale - selv skrev til "Horses & High Heels", og de er ganske som hun selv påpegede i eftermiddag alle fine numre: "Why Do We Have To Part" inkluderer flotte backingvokaler fra den unge kapelmester Kate St. John, som også betjener orgel, saxofon og obo i aften. Og "The Stations" lyder umiskendeligt som en nedstigning til det menneskelige morads, som koncertens hovedperson kender bedre end de fleste. Eller som hun sagde tidligere, da den unge kunstner hun delte sofaen med beklagede sig over sceneskræk: "der er ingen drink eller noget stof, du kan tage for at komme det til livs......jeg har checket det".

Fanget i vanviddet 

Fra det vellykkede 2008-album "Easy Come, Easy Go" får vi den smagfulde Cave-kollaboration "Crazy Love" og, siden, "Crane Wife", inden det helt tunge skyts sættes ind med det dystopiske titelnummer fra "Broken English". Nu skal bedstemor have en smøg, og imens nyder Patti Smiths guitarist og ægtefælle Lenny Kaye showet fra kulissen, inden han selv skal på scenen lidt senere.

Og fra den vestlige verdens dekadence bevæger vi os til den personlige deroute i stærke "Ballad of Lucy Jordan" om forstadsfruen, som i en alder af 37 erkender, at hun aldrig kommer til at køre gennem Paris i en sportsvogn med lun vind i håret, hvorefter hun forgæves forsøger at tage sit eget liv blot for at ende på en psykiatrisk afdeling: her kan hun endelig køre sportsvogn gennem Paris - for evigt fanget i sit eget vanvid.

Ikke just muntre sager, og Faithfulls musik hører da også ideelt set hjemme i et mørkt og gerne tilrøget lokale. Men selvom hun i aften er oppe imod både sensommersol og distraherende smukke svenske skønjomfruer rammer hun alligevel, utroligt nok, rent ind i mørkets hjerte. Dér hvor lyset lyver, fortabelsen lurer og moralen skrider. Eller som hun synger i aften: Sig det ikke på russisk, sig det ikke på tysk - sig det på smadret engelsk. Stærke sager.