Anmeldelse / Live / Lørdag d. 04-08-2012 kl. 01:40

Patti Smith
Stockholm Music & Arts 2012, Stockholm,
fredag d. 3. august 2012

Anmeldt af Espen Strunk
Foto: Sandra Johnson - www.sandrafotar.se

GAFFA		5 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Berusende og berigende turnéafslutning med totalt tændt hovedperson

Se flere billeder i GAFFAs gallerisektion.

Solen er gået ned over Skærgården, og så står hun der. Storsmilende, ryster sig lidt som en våd hund. Og så går hun i gang. Uniformen er den sædvanlige: militærstøvler, overdimensioneret herrejakke, strikhue over det viltre hår og jeans. På Strøget ville man sikkert kigge misbilligende på hende. På scenen er hun, når hun er bedst, uforlignelig. Og det er sådan en aften. Mand, hvor er det sådan en aften.

Der lægges ellers relativt stille og roligt ud med "Dancing Barefoot" efterfulgt af en tilbagelænet groovy "Rendondo Beach". Men man véd, at den er der - sådan som den var det i Den Grå Hal i 2008, og sådan som den desværre ikke var, da GAFFA fangede hende i Berlin for nogle uger siden.

Alt det, hun tidligere på dagen har talt om ved en samtale-seance i et auditorium i det nærliggende Moderna Museet, manifesteres nu på scenen foran et usædvanligt dedikeret publikum. Om i en alder af 65 at tillade sig at dyrke glæden uden af den grund at miste sin politiske bevidsthed. Jo tak, det skal jeg fandeme love for - mere herom senere. Om ikke at behøve forberedelse, fordi kunsten er noget der opstår på scenen og i samklang med sine musikalske makkere.

Vanvittigt veloplagt

Makkere, som igen i aften er folk, der har fulgt Smith lige fra starten. Guitaristen og bassisten Lenny Kaye, som akkompagnerede Smith ved den allerførste oplæsning i St. Marks på 10th Street i New York, og som hun siden dannede par med efter at have mistet sin elskede Fred "Sonic" Smith, guitarist i pre-punk-bandet MC5, i 1994. Trommeslageren Jay Dee Daugherty, som stødte til i 1975, året hvor debutalbummet "Horses" udkom.

"Ghost Dance" invokerer med sit shamanistiske anslag forbilledet Jim Morrisons ånd og er som altid et højdepunkt i en koncert, der bare stiger og stiger i intensitet, og desuden byder på flere overraskende og mindeværdige vidnesbyrd om, at det vitterligt er en usædvanligt veloplagt Smith, vi i aften bevidner.

"Vi holder Jerry-uge", siger hun på et tidspunkt, og forklarer straks: "..for 1/8 var det Jerry Garcias (afdød ankermand i The Grateful Dead, red.) 70-årsdag, og den 9/8 er hans dødsdag. Jerry havde så stort et hjerte, at han behøvede en uge på ni dage. Så det skal fejres med at spise nogle space cakes og høre noget Grateful Dead......alkoholfrie space cakes, naturligvis", som hun tilføjer med et grin.

Et andet sted overlades hovedrollen til Lenny Kaye, som dedikerer sit indslag til afdøde Johnny Thunders fra The New York Dolls - "...som tilbragte meget tid her i byen", som han siger. Siden træder Smith ud på scenekanten og spørger en på forreste række: "Griner du ad mig?". Åh nej, er den gode stemning nu gået fløjten?

Under korset 

Nej, for Smith tilføjer straks at "det må du gerne...jeg er sjov". Og da hun siden erklærer, hvor meget hun nyder at afslutte sin syv uger lange turné netop her, tvivler man ikke et øjeblik på oprigtigheden. Erklæringen efterfølges af hittet "Because the Night", og vi snydes naturligvis heller ikke for debutpladens åbner "Gloria", som i aften udgør en eksplosiv afslutning og i tråd med sin berømte åbningslinie om at "Jesus died for somebody's sins but not mine" ender i en støtteerklæring til det fængslede russiske punkband Pussy Riot: "Befri Pussy Riot!......gejstligheden og regeringen burde tilgive dem. JESUS CHRIST WOULD FUCKING FORGIVE THEM!".

Det er hippiedom uden hykleri, punk med prægnans; det er improviserende som en Dylan og samlende som en Springsteen. Det er spytklatter på scenegulvet, støvler på monitoren, væltede mikrofonstativer og Smiths særlige gestik og karisma for fuld udblæsning. Det er "Beneath the Southern Cross" foldet ud som en indædt, rugende, rumlende og langstrakt optakt til et klimaks der varer en halv time.

Det er decideret åndemaneri og en velkommen påmindelse om at "People Have the Power" - om ikke til at ændre verden, så i al fald til enhver tid til at drømme, elskke og kæmpe. Og samtidig er det fuldstændig uprætentiøst; på toppen af det musikalske drama stopper Smith sangen og siger smilende: "Den har kun en akkord... and I fucked it up. Men det er sådan set det, jeg har gjort hele tiden". Berusende og berigende, simpelthen.