Anmeldelse / Live / Lørdag d. 04-08-2012 kl. 02:54

Antony And The Johnsons
Stockholm Music & Arts 2012, Stockholm,
fredag d. 3. august 2012

Anmeldt af Espen Strunk
Foto: Sandra Johnson - www.sandrafotar.se

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Manende messe med en følsom gigant

Se flere billeder i GAFFAs gallerisektion.

"Han er utrolig. Mens du ser ham gøre det, undrer du dig over hvad der skabte dette sublime væsen", har Leonard Cohen sagt om Antony Hegarty; Lou Reed har taget ham under vingerne, og i næste uge kuraterer Antony London-festivalen Meltdown, hvor en ny kunstner hvert år får lov at sammensætte sit ønskeprogram.

Men i aften lukker Antony festen på første dag af den nye festival Stockholm Music & Arts med et udsnit af Sveriges Radiosymfoniorkester i ryggen. 

At det er en ualmindeligt god idé bliver tydeligt allerede i sættets anden sang, "Cripple & the Starfish", som også demonstrerer at ikke bare manden selv, mens også hans lyriske univers er både excentrisk og sært appellerende. "For Today I Am a Boy" sætter endnu en streg under den allerede fortættede stemning; siden overbeviser den mildest talt personlige coverversion af Beyoncés "Crazy in Love".

To meter høj og i flagrende sorte gevandter er hovedpersonen ikke bare stor af statur: han er larger than life, i spil mellem mørket og musikken som Gaston Lerouxs Le Fantôme de l'Opéra, der har forvildet sig ud i den stockholmske nat. Eller forvildet er nu ikke det rette ordvalg; der er ingen slinger at spore i den fokuserede præstation, som ad flere omgange afbrydes af længere (køns-)politiske monologer.

Feminin verdensorden

Om en verden der er ved at gå under, og hvordan det ville være en god idé at overlade magten i verden til ældre kvinder, som engang har været mødre. "Vi kan stadig bruge mænds råd...men de skal hviskes i deres hustruers ører", som han siger inden han takker de skandinaviske lande for at være pionerer for den vision om en ny, feminin verdensorden som Antony taler om. 

Det kan lyde banalt og fjollet på papiret; i realiteten er monologerne dog både begavede og sympatiske og langt fra prædikende: "Jeg er bare en skør kunstner, der snakker", som han næsten undskyldende indskyder.

"Cut the World", som også er overskriften på den turné Antony afslutter i Stockholm i aften, folder sig ud som et udsøgt højdepunkt, men også de afsluttende sange "You Are My Sister" og "Twilight" tindrer klart i mørket, inden der efter halvanden time sættes endeligt punktum for den inciterende seance med "Hope There's Someone". 

Om man finder helheden forunderlig eller bare for underlig må forblive en smagssag. Deres Udsendtes personlige musikalske parnas er under alle omstændigheder blevet en interessant figur rigere i aften. Og det er trods alt ikke hver dag, det sker.