Anmeldelse / Live / Lørdag d. 04-08-2012 kl. 21:14

Emmylou Harris & her Red Dirt Boys
Stockholm Music & Arts 2012, Stockholm,
lørdag d. 4. august 2012

Anmeldt af Espen Strunk
Foto: Sandra Johnson - www.sandrafotar.se

GAFFA		4 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Solid indsats fra sølvstemmen og hendes uforlignelige håndlangere

Se flere billeder i GAFFAs gallerisektion.

Det må siges at være det såkaldte Grå Guld, som har brilleret allermest eftertrykkeligt indtil videre her på den nystartede Stockholm Music & Arts. Og i skumringen lørdag aften træder festivalens tredje kvindelige kunstner på nøjagtig 65 år op på festivalens eneste scene. Det er Emmylou Harris, vi taler om: just fløjet ind til lejligheden med sit hold af intet mindre end fantastiske backingmusikere.

"Jeg besøgte jeres smukke land for første gang for godt og vel 35 år siden.....og jeg vil gerne blive ved med at komme de næste 35 også, hvis jeg må", siger hun høfligt med forventeligt bifald til følge. Hun taler i det hele taget meget i dag, den gode Emmylou, i hvad der over de næste fem kvarter - standardformatet på festivalen - bliver en hyggelig, uhøjtidelig og selvfølgelig særdeles smagfuldt udført seance, snarere end den sådan helt sitrende koncertoplevelse, som Harris ofte har bevist at hun også mestrer.

Hvid mands blues

Det tager de første par sange før bandet for alvor finder sig til rette på scenen, men med to veloplagte leveringer af forlæg fra glimrende "Luxury Liner" (1977) i form af "Makin' Believe" og "Hello Stranger" er koncerten på skinner. Harris benytter lejligheden til at mindes nyligt af døde Kitty Wells, som ikke alene var en af de første til at indspille netop "Makin' Believe" - hun var også en af de første til at "hoppe på en bus med en flok fyre og banede dermed vejen for os andre - og her er vi så", som Harris siger, idet hun elegant indplacerer aftenens koncert i den store historie om den Hvide Mands Blues, som countrygenren er blevet kaldt.

Harris har som bekendt kun udgivet to hele album med eget materiale - det er hårdt arbejde for hende, fortalte hun engang Deres Udsendte - men at hun faktisk har store sange i sig, demonstreres i aften af den mesterlige, episke og eminente tragiske "Red Dirt Girl", som introduceres med disse ord: "jeg havde en ulækkert lykkelig barndom, og det er bare ikke rimeligt. For jeg ville jo synge The Blues. Så jeg var nødt til at opdigte noget...".

Det sælsomme fænomen, at de sørgeligste sange som regel er de stærkeste, kommer Harris atter ind på umiddelbart efter, idet hun erklærer sin kærlighed til den store amerikanske sangskriver Merle Haggard og fortæller at hun nu vil spille sin "yndlingssang med ham, fordi den er så utroligt trist. den gør mig så glad - mærkeligt, men det er sådan det er". Nej, det er ikke let at skrive gode, glade sange. "Indimellem, hvis man har brug for en glad sang, må man gribe tilbage til de gamle gospelsange", konstaterer hun idet trommeslageren træder frem på scenen for at synge netop sådan én med hovedpersonen. "Åh nej, I kan lide de glade sange....og jeg har kun én", siger hun efter bifaldet. 

Et ungt land

"Jeg har også en joke", bemærker hun siden. "...Men jeg har glemt den. Det er tres års-sygdommen. 65 og tæller.....". Anderledes alvorligt bliver der med "Emmett Till" fra seneste studiealbum, som trods sin stærke og autentiske historie om en ung sort dreng der blev myrdet i Missisippi i 50'erne, aldrig har forekommet mig at være nogen specielt fantastisk sang. Det må imidlertid revurderes i dag, hvor den fremstår særdeles gribende og giver Harris anledning til at sige et par alvorsord.

"Vi har gjort nogle frygtelige ting i mit land...det er stadig et ungt land, som endnu er i færd med at blive voksent. Men jeg føler faktisk, at vi er kommet langt, og idag har vi en fantastisk, sort mand i det Hvide Hus. Det var jeg ikke sikker på, at jeg ville opleve i min levetid". Bifaldet til disse ord får Harris til at udbryde: "Åh, jeg ville ønske I havde stemmeret i USA....vær søde at komme over og stemme!".

Og så er det blevet tid til "En af de gamle sange, som vi elsker så meget"; Townes Van Zandts "Poncho & Lefty", som med sine fem akkorder og tilpas enigmatiske tekst ikke bare er en god sang. Det er en af de bedste, der nogensinde er skrevet. "Der findes kun to slags musik: the blues og zippidy-doo-da", citerer hun Van Zandt for at have sagt og tilføjer i samme åndedrag: "jeg har ikke noget imod lidt zippidy-doo-da.....men vi er her for at spille The Blues".

Egen liga

Måske er det også derfor, at vi skal helt hen til sættets sidste kvarter, før der kommer nogle up-tempo-sange på programmet i form af Gram Parsons "Luxury Liner". Den leveres til gengæld fuldstændig forrygende, ikke mindst takket være violinist med mere Rickie Simpkins, som i det hele taget spiller en prominent rolle i aften.

Og mangler variationen i sættet er vi til gengæld vidne til en opvisning i fuldstændig eminent musikerskab over hele linien. Overordnet betragtet når vi kun lejlighedsvist det sublime niveau, som Harris eksempelvis præsterede ved sit sidste besøg i Danmark i maj 2011. Men hun er altså stadig i sin helt egen liga, skulle jeg hilse og sige.