Silkeblødt med charmerende flossede kanter. Perfektionistisk og inderligt.

Når man både har været sangskriver for blandt andre Beyoncé og Justin Bieber og derudover også hører til det vanvittige hiphopkollektiv OFWKTA, så kan et soloalbum gå alle veje eller ende med ikke at komme nogen steder overhovedet. Frank Oceans Channel Orange går kun én vej: lige i hjertet. Det er blødt som silke, men samtidig strøet med skæve twists. Det er lidt som med en god bog; man skal liiige læse næste kapitel for at finde ud af, hvad der sker på næste side. Sådan er dette album. Hvert track drager og hiver en med videre til det næste, fordi det er dejlig uforudsigeligt og fri for klichéer og faste kommercielle rammer.

De 17 tracks er gennemtænkt til mindste detalje – også når det kommer til varighed. De varer mellem 0.46 min. og 9.54 min., og det føles hverken for kort eller for langt. At de så ikke passer ind i den faste radiohit-ramme, kan virkelig ikke være Oceans problem, de må tilpasse sig musikken. Befriende.  

Ocean kunne godt gå hen og blive den nye generations D'Angelo. Sådan en allround soul-artist, der tør gøre noget nyt med musikken, tør gå nye veje med både form og indhold, og får lov, fordi det er så veludført og overbevisende. Ocean synger fuldstændig vidunderligt, og inderligheden er lige i skabet. Ikke for meget, ikke for lidt. Og det gælder egentlig både vokal, musik og tekster. Det hele er afmålt og tilpasset. Der er en grund til alt, lige fra det minimalistiske og fine til det mere rå og skarpe. Og hver gang man lytter, dukker der endnu flere nuancer op. Hvis det her er r&b anno 2012, så er genren på vej et rigtig, rigtig godt sted hen.