Anmeldelse / Live / Mandag d. 06-08-2012 kl. 01:31

Mazzy Star
VoxHall, Aarhus,
søndag d. 5. august 2012

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: Simon Skipper Christiansen, http://www.simonskipper.dk

GAFFA		5 stjerner
Læserne		5,25 stjerner i snit (efter 4 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Mazzy Star er tilbage – i afdæmpet topform

Det er et vaskeægte kultband, der denne varme søndag aften har fundet vej til VoxHall for at give deres første koncert i Danmark, siden de indledte deres lange pause i 2000. Californiske Mazzy Star har blot udgivet tre album, i henholdsvis 1990, 1993 og 1996, men disse tre fremragende udgivelser samt gruppens koncerter har været nok til at sikre dem et trofast publikum, som holder ved mange år efter, og nye og yngre fans er også kommet til, kan man konstatere ved at kaste et blik på publikum i den trekvart fyldte sal. Gruppen og ikke mindst den lavmælte, men intense sangerinde Hope Sandoval har gennem årene inspireret talrige navne, heriblandt amerikanske Dum Dum Girls og danske Marie Fisker, ligesom lighederne med yngre kunstnere som fransk-israelske Keren Ann og svenske Sophie Zelmani er til at få øje på.

Sidste år udgav Mazzy Star en ny single, og i år indledte de så en turné til først USA og nu Europa, ligesom de har annonceret udgivelsen af et nyt album i løbet af 2012. Kernen i bandet er som altid sangerinden Hope Sandoval og guitaristen David Roback, og anno 2012 består gruppen desuden af de oprindelige medlemmer, trommeslageren Keith Mitchell og keyboardspilleren Suki Ewers samt de nytilkomne, guitaristen og pedal steel-guitaristen Josh Yenne og, nok så interessant, My Bloody Valentine-trommeslageren Colm Ó'Cíosóig, der i Mazzy Star spiller bas. Ó'Cíosóig medvirker i øvrigt også i Hope Sandovals andet projekt, Hope Sandoval & The Warm Inventions, som har udgivet to glimrende plader under Mazzy Stars pause.

Det i forvejen sparsomme lys bliver dæmpet, og medlemmerne træder ind på scenen. Gruppen lægger ud med rockballaden "Blue Flower" fra debutalbummet "She Hangs Brightly". Nummeret er egentlig en coverversion af den skammeligt oversete tysk/amerikanske avantgarde-popgruppe Slapp Happys sang fra 1972, men har fået tilføjet yderligere personlighed i Mazzy Stars flotte fortolkning, der også fungerer fornemt på VoxHall. Hope Sandoval står midt på scenen og synger med sin karakteristiske, let tilbageholdte og samtidig intense og meget smukke vokal, mens hun er gemt i halvmørke og fremstår mystisk og utilnærmelig. Hun har en hånd på mikrofonen, der ellers er fæstnet solidt til mikrofonstativet, og skjuler dermed sit ellers smukke ansigt delvist. Det fremgår til gengæld, at hun er iklædt en tætsiddende sort kjole og som 46-årig stadig har en figur, som ingen kan tillade sig at være utilfreds med.

Bagtæppe i sepia

Det visuelle fokus er dog primært på filmen, der kører på bagtæppet og blandt andet viser en stjernehimmel i sepia-farver. I instrumentalpassagerne spiller Sandoval heftig tamburin og kigger på sine bandmedlemmer, ikke publikum. Den solbrilleklædte David Roback lægger forvrængede guitarakkorder, mens de øvrige musikere spiller forholdsvis intenst. Lyden er fremragende, om end Sandovals vokal ligger en anelse for langt nede i mikset.

Sangen er slut, og Sandoval mumler et ultrakort "thank you". Den lidt langsommere "Disappear" følger. Efter et par linjer stopper Hope Sandoval imidlertid med at synge og vifter med armene, som om musikken skal stoppe. Har hun glemt teksten, eller er hun sur på nogle publikummer, der fotograferer? – det er nemlig forbudt, står der ved indgangen. Bandet spiller imidlertid, som om intet var hændt, og efter et par takter vender Sandoval tilbage og synger uanfægtet videre. Vokalen er stadig mikset lidt lavt, men er ellers underskøn. Bagtæppet viser nu vand og klipper, stadig i sepia-farver. Efter sangen takker Sandoval igen kort og lavmælt.

Herefter får vi den mere tempofyldte "Ghost Highway", hvor Suki Ewers' keyboard spiller en forholdsvis fremtrædende rolle, og bagtæppet nu viser brusende bølger. Hope Sandoval ser stadig væk fra publikum, når hun ikke synger, og slutter atter med et hastigt, næppe hørbart tak.

"Halah" bringer en ny dimension til lyduniverset med akustisk guitar ved Josh Yenne, mens bagtæppet viser noget, der ligner 100 år gamle familieportætter. "Still Cold" byder på David Robacks karakteristiske, psykedelisk inspirerede guitarspil med masser af effekter, tilsat gamle billeder fra et tivoli på bagtæppet. Den vuggende "Blue Light", atter med gamle familiefotos på bagtæppet, er aftenens hidtil mest lavmælte øjeblik, og publikum er heldigvis helt stille. Herefter udsætter "She Hangs Brightly" os for masser af psykedelisk guitar, pedal steel-guitar, pumpende bas og synkoperede trommer i et udtryk, der giver associationer til The Doors i deres mest syrede øjeblikke, eksempelvis "The End". Bagtæppet viser nu mere farverige visuelle detaljer, der giver Mazzy Stars univers yderligere et skud psykedelika. Det er forrygende.

"Look On Down From The Bridge" er endnu et neddæmpet øjeblik, med pedal steel-guitar og keyboard som de primære instrumenter bag Hope Sandovals let sukkende englestemme. Josh Yenne smiler bredt, mens han smutter de smukke, længselsfulde og melankolske toner ud af pedal-steel-guitaren, og man forstår ham godt. Det visuelle element er nu kornede, stemningsfulde sort/hvid-fotos af noget, man dårligt kan se, hvad er. "Fade Into You", gruppens største hit i USA, rummer både akustisk guitar ved Josh Yenne og slide-guitar fra Dave Roback og er lige så skøn en sang, som den altid har været. Visuelt præsenteres vi blandt andet for en sort-hvid flod på bagtæppet.

Den country-påvirkede "Lay Myself Down", b-siden fra sidste års single "Common Burn", giver også mere slide-guitar, akustisk guitar og brusende vand på bagtæppet, mens den endnu uudgivne sang "Flyin' Low" er bluesrock med støjguitar fra Dave Roback og stemningsfuld mundharpe fra Hope Sandoval. Så er sættet slut, efter blot en time, og bandet forlader scenen.

Crescendo til slut

Vi klapper højlydt på ekstranumre, og Mazzy Star kommer da også tilbage og giver os først den country-associerende "I've Been Let Down" med mundharpe og pedal-steel-guitar, og endelig "So Tonight That I Might See", det lange afslutningsnummer fra gruppens andet album af samme navn. Det orgel-lydende keyboard, pedal-steel-guitaren, den psykedeliske el-guitar, crescendo-opbygningen og den talte tekst sender atter tankerne mod The Doors, men også Velvet Undergrounds første album, ikke mindst takket være sangens minimalistiske opbygning og repetitive tendenser. Bagtæppet viser blandt andet nøgne træer i sepia-farver.

Så får vi ikke mere. 75 minutter er alt, hvad det bliver til, men det er også tilstrækkeligt, når det er så skøn og særegen musik som den, Mazzy Star leverer. Sceneshow og publikumskontakt var der ikke meget af – hvilket man heller ikke kunne forvente, hvis man kendte lidt til gruppen i forvejen – men både øjne og ører blev tilfredsstillet i rigt mål. Der var ikke mange fingre at sætte på koncerten bortset fra den lidt lave leadvokal, Hope Sandovals udfald i "Disappear" og udeladelsen af den seneste single "Common Burn" samt den fornemme sang "Flowers In December", der ellers var bandets største singlehit i Storbritannien. Mazzy Star er i den grad tilbage, og hvor har de været savnet. Jeg kan næsten ikke vente på det kommende album.

Mazzy Star spiller i Amager Bio 6. august. Køb billetter via GAFFA Live.

PS: Hope Sandoval er også kendt for at være usædvanligt fåmælt i interviewsituationer. Læs GAFFAs forsøg på at interviewe hende i 2009 her.