Top Gunn og Klumben & Raske Penge
Cheff Records All Stars, Copenhagen RAW, Docken, København,
lørdag d. 4. august 2012
| GAFFA | 4 stjerner | |
| Læserne |
|
Endnu ikke anmeldt af læserne |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Top Gunn, Klumpen og Raske Penge skabte RAWs svedigste dancehall-fest
På trods af, at publikumsantallet aldrig nåede op på et niveau, der kunne fylde alle scenerne på årets RAW-festival, blev der standhaftigt festet igennem under flere af natfestivalens koncerter. På Red Bull Music Academy-scenen stod drengene fra dansk dancehalls hitfabrik, Cheff Records, for buldrende baslinjer og sange om kriminaliserede potrygere og deres yndlingssodavand.
Flowet er lige i skabet
"Kriminiminiminimineeelll," brølede et fyldt telt til omkvædet på åbningsnummeret af samme navn. Klumpen på mikrofonen og Top Gunn bag dj-pulten havde fra starten fanget publikum på det helt rigtige ben. Og da Raske Penge trådte ind og overtog andet vers, eksploderede crowden i håndtegn og hoftevrid. Begge mc'er imponerede med deres syngende flow, som både tonalt og rytmisk lå lige i skabet, og inspirationskilder som bl.a. Sean Paul blev spillet side om side med teamets egne tracks.
Lydproblemer
Desværre var der problemer med lyden under de første 20 minutter af showet, som også Top Gunn flere gange forsøgte at få rettet op på. Live-optrædenen blev afbrudt af Sean Paul-numre på cd-afspilleren, som satte publikum lidt i limbo uden helt at vide, om det var pausemusik, mens lyden blev fikset, eller om det var meningen, at vi bare skulle gå amok til Top Gunns dancehall-dj-sæt med sporadiske "Booyaka, brlrlrlrlrlrlup!"-råb fra de to mc'er. Uanset hvad blev der taget imod med kyshånd fra publikum, og sættet mistede derfor aldrig momentum.
Hits i undergrundsstemning
Lydproblemerne til en side, så kunne man have ønsket sig lidt mere live-optræden og lidt færre tracks på en cd-afspiller, selvom det var interessant at få indblik i crew'ets musikalske inspirationskilder. Der er ingen tvivl om, at de tre gutter er leveringsdygtige i at skabe en fest, hvor du har hørt det meste af musikken før, men stadig har fornemmelsen af rå undergrund. Det er prisværdigt, og især når de ellers ensformige dancehall-beats toppes af intelligente rim; og hvis du stadig er i tvivl om, om du er til kondivand, så tag imod Raske Penges opfordring, og "prøv og ryg en pind, og så prøv lige og smag den sodavand igen".











Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.