Gaaaaaaaaab

Diplo har kaldt sin nye ep for Express Yourself, men i stedet for at vise os, hvad hans indre byder på, har han begået en række hult klingende og raspende, larmende parodier på sig selv. Det er naturligvis dansegulvet, der er i centrum, og naturligvis med afsæt i moombahton, dancehall og andre globale bas-bastarder, men ep'en er så klinisk renset for poesi og dynamik, at man fristes til at slukke.

Det er nærmest en slags rave-version af Spinal Tap-guitaristen Nigel Tufnels "this one goes to 11"-credo. Den grundlæggende ret tungrøvede og ensidige rytmik formår på særeste vis at trække energien ud af de larmende tracks, og allerværst lyder det på Barely Standing, hvor Diplo har fået hjælp af dubstep-produceren Datsik til at lyde mere som Skrillex, og verden har altså lige så meget brug for mere Skrillex, som postkontorer har brug for mere miltbrand.

Hvordan man kan levere så energifattig musik med så megen overgearethed er helt utroligt, og måske det mest bemærkelsesværdige ved denne blindgyde af en udgivelse.