Anmeldelse / Live / Tirsdag d. 07-08-2012 kl. 11:56

Thurston Moore
Store Vega, København,
mandag d. 6. august 2012

Anmeldt af Peter Lykke Madsen
Foto: Henrik Reerslev - www.dermauser.com

GAFFA		4 stjerner
Læserne		5,60 stjerner i snit (efter 10 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

En guitarhelt krydser sit spor

Thurston Moore må stå som et af de største koryfæer inden for den alternative rock, og som en absolut pioner inden for støjrocken. Men Sonic Youth er som bekendt lagt i graven, i hvert fald indtil videre, så der lå ligesom en spænding i luften over, hvad vi kunne forvente af koncerten. Moore har nogle glimrende soloalbums bag sig – ikke mindst – "Demolished Thoughts" fra sidste år, som dog viser et noget mere akustisk billede af Moore end det vi er vant til. I mellemtiden har Thurston Moore så også fået samlet sig et nyt band i form af Chelsea Light Moving, som blandt andre tæller John Moloney fra Sunburned Hand of the Man, og han gjorde det fortrinligt bag trommerne.

Moore startede akustisk med et par sange fra både "Demolished Thoughts" og "Trees Outside The Academy", hvor tyssende lyde fyldte salen, med lettere ironisk hilsen til Moores stilskifte, men det blev hurtigt gjort til skamme, for herefter var det Chelsesa Light Moving der overtog koncerten, og de lyder langt hen ad vejen umiskendeligt som netop Sonic Youth. Måske er sammenligningen unfair, for når man er ført an af Thurston Moore vil man vil næppe kunne undgå den. Men der er altså tale om vintage Moore her, med lange støjende soloer med masser af knækkede strenge som følge – publikums reaktion er ikke til at tage fejl af. Det er det her de gerne vil, Thurston Moore for fuld guitar-udblæsning, og det er der masser af i de mange Chelsea Light Moving-numre, som fylder så forholdsvis stor en del af showet.

Sympatisk, arty og banal

Meningerne om Thurston Moore kan være mange, men hans evne til at skrive sange kan man ikke tage fra ham. Det ses måske nok tydeligst på "Demolished Thoughts", som kan regnes blandt hans fineste outputs de sidste mange år. Derfor var det også lidt en skam at det album ikke fik lov at fylde lidt mere. En u-timet guitar-destruktion giver plads i sættet til en god lille small-talk, hvor vi kommer forbi emner som hvor Moore skulle flytte hen hvis han skulle bo i København – folkestemningen peger ikke imod Frederiksberg. Den nye Woody Allen-film og Moores stjernetegn er andre emner der når at blive vendt, og så er den meget sympatiske Moore ikke for fin til at dele ud af sine øl eller starte det afbrudte nummer forfra, bestemt en sympatisk herre.

Man er heller aldrig i tvivl om at Moore har sin gang i New Yorks kunstnermiljøer. Marshall-forstærkeren er udsmykket med et maleri af den amerikanske popkunstner Jasper Johns, og sangene bliver dedikeret og henviser til bl.a. surrealistiske digtere og William S. Borroughs. Derfor kan det virke så meget mere mærkeligt at Moore lader sig selv slippe af sted med decideret naive numre som "Groovy & Linda", hippien og punkeren der ikke kan få hinanden. En tragisk historie fra det virkelige liv som ender i et par brutale mord. Moore slutter sangen af med et bedende "don't shoot", og man undres over, om han virkelig mener det seriøst. 

Men bortset fra den ene virkelige svipser er det stadig en stor nydelse at se Thurston Moore behandle en guitar. Hans evner her er der simpelthen ingen der kan tage fra ham. Jeg vil stadig mene at det er når bandet finder de akustiske guitarer frem, at aftenens koncert er mest interressant, men man kan ikke andet end betages af de lyde, Moore kan vride ud af sin våbenpark. Hvis man derimod ikke er til støjrock, men er glad for den nye mere folkede lyd, så var der nok lidt langt imellem snapsene (og jeg vil godt medgive, at det måske er et tænkt eksempel, at der skulle findes sådanne publikummer til koncerten).  Nu glæder vi os til Chelsea Light Moving-pladen.