Bloc Party lægger det elektroniske og tager nye inspirationer i næsten skizofrent brede retninger på deres længe ventede fjerde album

Det var oppe at vende, om vendepunktet var kommet for de fire Bloc Party-medlemmer, da forsanger Kele Okereke ifølge NME sidste år skulle have været forbigået, mens de tre andre bandmedlemmer mødtes i øveren. Skulle Kele Okereke nu udelukkende gå egne veje? Albummet Four ikke bare besvarer, men beviser, at det langtfra er tilfældet, og det gælder ikke bare den stærke, fængende single Octopus, der blev frigivet i juli og kogte af spilleglæde med tydelig Bloc Party-signatur og new waveinspirerede strukturer.

Albummet bærer stadig elementer af gruppens eftertænksomme postpunk-inspirerede rock, men emmer snarere af, at gruppen er så bredt inspireret, at de her udgiver et næsten skizofrent værk. Det elektroniske præg, der i høj grad tegnede den fire år gamle forgænger Intimacy, er lagt til side, og meget af den fandenivoldske ungdommelige rock er kanaliseret i en mere tung, heavypræget retning, mens mere modne strukturer er krøbet med ind i øvelokalet på andre numre.

Tag på den ene side Real Talk, som næsten kunne være skruet sammen af John Frusciante (tidl. Red Hot Chili Peppers) eller den behændigt rundede The Healing og tag på den anden side den ørkenrockede Coliseum, tag Kettling og slut ligesom albummet af med knytnæven We Are Not Good People, der lægger sig i tråd med Foo Fighters og Velvet Revolver. Det er et interessant album, der skal have tid, og det lander bestemt på fødderne, men på trods af eller måske på grund af det brede vingefang er der ikke så mange skarpe kanter som vanligt.