Fornem genudgivelse af Caves bedste samling sange siden årtusindskiftet

Der er dem, der mener, at det kun er gået kreativt ned ad bakke for Nick Cave siden mesterlige The Boatman's Call (1997), som markerede kulminationen på, hvad sangskriveren selv har betegnet som en besættelse af at perfektionere kærlighedssangen og afdække dens anatomi.

Rigtigt er det da også, at de senere værker stritter i flere forskellige retninger end forgængerne. At dette ikke nødvendigvis er en svaghed demonstreres imidlertid for fuld udblæsning på hovedværket i 00'er-produktionen, dobbeltudgivelsen Abbatoir Blues/Lyre of Orpheus (2004), som nu er genudgivet som del af den sidste røvfuld reissues fra den produktive Cave.

Det betyder i praksis, at vi foruden dobbeltalbummet får en dvd indeholdende to liveoptagelser (kun audio), musikvideoer, en kortfilm om albummet samt to glimrende outtakes, som dog allerede er tilgængelige på uomgængelige B-Sides & Rarities. Kortfilmen – den 13. i rækken produceret særligt til reissue-serien – er med sine close-ups af talende hoveder ikke noget at skrive hjem om rent visuelt, og heller ikke alle kommentarer forekommer lige uundværlige.

Bandmedlemmerne minus Cave kommer dog også til orde, og der er begavede bemærkninger at finde om såvel lyrik ("Det har hele den her Hieronymus Bosch-ting (...) Han har den dér modstilling af det velkendte og ting, som får dig til at blive ilde tilpas") og musik: "Du aner ikke, hvad du skal stille op med denne her fucking syge, nederdrægtige... voldelige... lyd". Amen!