Urban sterilitet, klinisk mystik og naturens kølige altomfavnende ensomhed står i centrum på audiovisuelt album

Den svenske singer/songwriter Jonna Lee har normalt bevæget sig i en håndspillet singer/songwriter-stil, hvilket bliver ændret drastisk med iamamiwhoami. Med hjælp fra den svenske producer Claes Björklund har de sammen har skabt den elektronisk-forankrede æstetik på Kin. Selvom det er musikken, der er til bedømmelse, så er det svært at se bort fra den audiovisuelle sammenhæng, musikken er taget ud af. På projektets YouTube er der skabt en sammenhængende og meget smuk video til hvert nummer, som på alle måder underbygger den foruroligende og nærmest knugende mystik. Kin befinder sig imellem elektropoppens sprødhed (Good Worker), ambiensens horisonter (Sever) og som oftest med en fornemmelse af, at noget ikke helt er, som det skal være under de horisontale overflader. Det svært ikke at tænke på universet fra landsmændene i The Knife, om end det er et mere sfærisk hos iamamiwhoami, der på Play endda nærmest bliver til en hiphop-produktion.

Sammenhængskraften på Kin efterlader en med oplevelsen af et gennemført og stærkt album, hvor man får lyst til at omfavne Jonna Lee, når hun ytrer sin ensomme karakteristiske vokal ud over de klaustrofobiske horisonter.