Skriver stadig stærke tekster, men bør endnu holde sig til knaldperlerne

Engelske Eugene McGuinness tog kritikerne med storm, da han i 2007 udsendte sin debut-ep og året efter fulgte op med sin selvbetitlede fuldlængde-debut. Nu er Miles Kane-guitaristen klar med sit tredje solo-udspil, der byder på vanligt vittige tekster spundet om spandevis af rappe replikker og skarpe observationer - man må fortsat beundre mandens evne til med kærlighed at skildre såvel som spidde sin generation og selv sammes laster.

Til gengæld er albummet markant mere flagrende og ufokuseret end de tidligere udspil - McGuinness synes mere ambitiøs end nogensinde, men konsekvensen er til en vis grad, at udtrykket er blevet mere strittende og prætentiøst end hidtil. Manden er fortsat bedst, når han holder sig til de mere kontant ladede knaldperler, som han i denne ombæring gør med de uimodståeligt medrivende Lion, Shotgun, Thunderbolt og Japanese Cars, der alle viser kunstneren fra dennes mest vitale side. En del af det øvrige materiale tangerer det anstrengende, men den fine crooner-sag Joshua er et andet formildende højdepunkt.