Anmeldelse / Live / Lørdag d. 11-08-2012 kl. 09:30

Kent
Smukfest, Bøgescenerne, Skanderborg,
fredag d. 10. august 2012

Anmeldt af Peter Studstrup
Foto: Per Lange

GAFFA		4 stjerner
Læserne		6,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Med et ekstremt velgennemført og stramt kontrolleret sæt viste Kent, hvorfor de er et af Skandinaviens mest populære livebands

Kent, som stammer fra byen Eskildstuna, er et af Sveriges mest populære rockbands gennem det meste af deres karriere, som efterhånden strækker sig over 17 år, og orkesteret har også opbygget en betydelig fanskare i Danmark. Publikum var godt med fra starten, der indledtes i det mere guitarprægede og rockede hjørne, med numre primært hentet fra deres seneste album fra 2012.

Tusmørket havde lige nået at sænke sig over bøgeskoven, da Kent gik på scenen, hvilket orkestret brugte til at styre et af deres effektive virkemidler, nemlig scenelyset, der var et kapitel for sig i aftenens koncert. Første nummer, "999" fra det seneste album " Jag Är Inte Räd För Mörkret", indledtes i stærkt rødt scenelys bag orkestret, hvor medlemmerne skiftevis næsten forsvandt i lyset eller stod klart som poserende sorte siluetter på den røde baggrund som en slags ikonisk rockband. Scenelyset skiftede puls og farvetone for hvert nummer, men altid med orkestret i modlys, så kun sanger Joakim Bergs ansigt i scenens forgrund en gang imellem kunne skelnes.

"Jocke" Berg flankeredes af en perfekt symmetrisk opstilling med guitar og synth til venstre, guitar og bas til højre og motoren i maskinrummet, trommeslager Markus Mustonen, opstillet på en forhøjning i midten bag Joakim Berg. At alt ved Kent kører som et urværk, er et kendetegn ved bandets koncertafvikling, hvilket står godt til orkestrets kølige svensksprogede synthrock.

Samme kontrol med virkemidlerne gennemsyrede alt, hvad Kent foretog sig. Koncertens første halvdel havde vægten lagt på numre fra "Jeg Är Inte Rädd För Mörkret", med sange som "999", "Petroleum", "Jag Ser Dig" og "Lät Dom Komma", mens rækkefølgen tilsagde, at udtrykket gradvist skiftede fra elektrisk mod elektronisk stil med synth og beats, og Joakim Berg smed guitaren og begyndte også indimellem at danse. I koncertens anden halvdel, som bød på klassikere som "Kärleken Vänter", hvor pubikum spontant brød ud i fællessang," Ingenting" og "Musik Non Stop", havde clubstemningen for alvor indfundet sig med strobelyseffekter og letflydende synthdrevet lyd.

Kent havde ikke spillet mere end en time, inden Joakim Berg annoncerede sidste nummer og beklagede, at de ikke kunne spille længere på grund af den stramme festivalplan. Sidste nummer var som sædvanligt det stemningsfulde "747", som Kent plejer at slutte deres ordinære sæt med. Herefter var der bare plads til et enkelt ekstranummer, "Mannen i Den Vita Hatten", hvor Kent igen vendte tilbage til det guitardrevne rockudtryk fra koncertens start, Et nummer, som starter tyst, men brydes af et skærende elektisk break.

Koncerten sluttede med gentagelser af sangens sidste linjer "vi ska alla en gång dö", mens to hvide røgfontæner spyede en imponerende regn af hvidt konfettisnevejr ud over publikum og afsluttede koncertens imponerende visuelle bedrift og en flot koncert, hvor orkestret på godt og ondt aldrig slækkede det mindste på tøjlerne.