Anmeldelse / Live / Lørdag d. 11-08-2012 kl. 23:40

Mike Sheridan
Hamlet, Kronborg Slot, Helsingør,
fredag d. 10. august 2012

Anmeldt af Simon Nathanael
Foto: Kim Agersten/HamletScenen

GAFFA		3 stjerner
Læserne		Endnu ikke anmeldt af læserne
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Høje forventninger til samspil mellem film og lyd blev kun delvist indfriet

Kronborg Slot så en nyfortolkning af sin egen historie, da Mike Sheridan lagde live lyd til den dansk-tyske filmatisering af Shakespeares "Hamlet" fra 1921. Her skulle der fusioneres genrer i smukke omgivelser, og der var lagt op til et forførende spil mellem sart stumfilm og drømmemusik blandt fakkel-oplyste voldgrave og den bjergtagende udsigt over Øresund fra det 425 år gamle Renæssance-slot.

Placeringen udnyttes ikke

Desværre blev den fantastiske placering kun udnyttet minimalt. Arrangørerne havde valgt at placere lærred og scene inde i selve slotsgården omgivet af høje, golde mure og fik på den måde udryddet al mulig kontakt til naturen, udsigten og slottets og voldgravenes fremtoning, som uden tvivl opleves bedst uden for murene.

Foran lærredet var der tilmed bygget en amfiscene af spånplade og presenning i bedste byfest-stil, som afskærmede publikum fra at opleve den gård, som de var fortrængt til, ved at placere os alle sammen med ryggen til. Det svarer lidt til at skulle opleve et rum ved at gå ind i det, stille sig helt over i et hjørne og så kigge ind i væggen.

Minimalistisk intro

Sheridan er omgivet af sin efterhånden obligatoriske live-setup med modular synthesizer, trommemaskine, en computer til at afvikle loops, et par effektmaskiner og en mikserpult, der samler det hele. Herfra dirigeres maskinerne i intern leg, delvist improvisatorisk og delvist forberedt.

Filmen foregår i seks akter, og under prologen introducerer Sheridan enkelte blide, luftige toner, som trinløst stiger og falder i toneleje. En simpel, lys støjflade svæver over tonerne. Musikken intensiveres en smule i takt med, at akterne skrider frem, men forbliver i et minimalistisk flade-univers med enkelte, knitrende rytmiske elementer.

Store armbevægelser er bedst

Efter 30 minutter ændrer dynamikken sig og bliver mere beat-orienteret. Stadig i langsomt tempo, men med en triphoppet sound, der akkompagnerer Hamlets forskrækkelse og sorg, da hun (ja, i denne er film er Hamlet en hun) opdager, at hendes far er død.

Sheridan skinner dog først rigtigt, når de indledende bevægelser er overstået, og udtrykket efterlader minimalismen bag sig og i stedet lader den soniske vævning slutte helt tæt og blive insisterende i form af tykt producerede støj- og stryger-flader ledsaget af sprøde hi-hats og dundrende stortrommer. Rumlangen fra slotsgården kæmper med de elektroniske effekter, og hele frekvensspektret filtreres jævnligt fra top til bund og tilbage igen, hvilket får hele vævningen til at bølge og slå folder og tvinger lytteren ind i en altomsluttende lydsfære. Han lyder bare bedst med store armbevægelser.

Fortællingen om forestillingen vs. fortællingen selv

Overgangene mellem numre, eller stemninger, virkede desværre ofte for tilfældige og flydende: en stemning fades langsomt ud, mens en ny fades langsomt ind, og dette blev gentaget gennem alle filmens akter. Det virkede ikke som om, overgangene var tænkt ind i filmens overgange eller scener i det hele taget – og det behøver de jo heller ikke være – men det gjorde i dette tilfælde, at sættets forskellige stemninger virkede uden direktion og ikke mødte forventningen om, at Sheridans livelyd her skulle være et soundtrack til filmen.

Der er ingen tvivl om, at Mike Sheridan har skåret sin egen ambiente niche i dansk elektronisk musik, og som en af de få formår at spille denne musik live på en overskudsagtig måde. Forestillingen her forblev dog en anelse middelmådig og led under, at fortællingen omkring forestillingen var meget mere interessant end forestillingen selv.