Anmeldelse / Live / Lørdag d. 11-08-2012 kl. 23:58

Johnny Madsen
Byparken, Vejle,
fredag d. 10. august 2012

Anmeldt af Morten Ebert Larsen
Foto: Martin Rosenauer - www.rosenauer.dk

GAFFA		5 stjerner
Læserne		4,50 stjerner i snit (efter 2 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Uforfalsket rock’n’roll med alkohol og smøger i stride strømme

Arkivfoto

Johnny Madsen og hans trofaste kumpaner er ganske enkelt uundværlige i den danske musiksommer, og når det gælder gudbenådet rock'n'roll, så når ingen andre den vestjyske verdensmand til sokkeholderne i det her land. Tidligere på aftenen havde Rasmus Nøhr optrådt, så imens der blev stillet op til Johnny Madsen og band, ja så skiftede publikum oppe foran lige så stille karakter, og de unge trak sig længere bagved, og lod det grå guld komme til.

Madsen, Møller, From og Mogensen gik på scenen til højlydte jubelråb, og efter et "godaften, godaften kære venner" satte bandet gang i den koncert, som startede lidt ujævnt, og sluttede helt på toppen. Ja, faktisk over toppen. Åbningen med de obskure numre, "Langerhuse Blues", og ikke mindst en lige lovligt skramlet udgave af "D-Mark Blues" var ikke noget, som fik publikum i gang. Jeg må indrømme, at jeg aldrig havde troet, at jeg skulle få "D-Mark Blues" at høre. Bare titlen. Hvem andre end Johnny Madsen har fantasi til sådan en sangtitel? Selvom det ikke ligefrem var nogen guddommelig åbning, så må Madsen alligevel roses for at turde og skifte ud i den sætliste, som på mange turneer har været meget af det samme.

Vildskab
Som han står der på scenen iført noget som engang har været en skjorte, det fedtede hår ned i øjnene, en smøg i kæften eller mellem ring-og lillefinger (så han kan spille guitar samtidig) og guitaren over skuldrene, så er Mester Madsen simpelthen synonym med rock'n'roll. Denne smukke aften i Vejle fik vi en perlerække af uundgåelige Madsen-sange, og heldigvis for det. "Bounty Blue" fik publikum på tæerne efter den lidt svage start, og en fornem udgave af "Stjernenat" fastholdt den stigende stemning. Johnny Madsen kan mere end at spille og synge. Han kan fyre jokes af som ingen anden musiker i dette land. "Checkpoint Charlie" blev præsenteret som den bedste rocksang i Danmark i de sidste 50 år – og så var jo lige tilfældigvis Madsen selv, som havde skrevet den. Et af aftenens utallige højdepunkter.

Episke ballader
Madsen kan skrive rocksange. Javist. Men han kan også skrive ballader. Dem fik vi to af, og de var ganske enkelt episke. "Vinden vender" tidligt i koncerten var tæt på at fremkalde en tåre i øjenkrogen, og "One man band" var simpelthen mageløs. Under "Vinden vender" kunne man se Madsen gå over til sin tro guitarvæbner og gudeguitarist, Knud Møller med et smil på læben, og hvis jeg læste hans læber rigtigt, så sagde han: "Det er smukt". Det havde han i den grad ret i. To af de smukkeste og mest oversete ballader i dansk musik. Forsangerens på en gang totalt smadrede og whiskey-hærdede stemme er som skabt til de ballader. Ærgerligt der på sådan en aften ikke kommer et par mere af dem, for han har skrevet så mange, som folk ikke kender.

Knud er Gud
Fremhæves skal selvfølgelig Knud Møller. Landets bedste guitarist. Ja, han er sågar måske en af verdens bedste. Hvad han i løbet af sådan en aften har gang i, er fuldkommen uvirkeligt. Inden "One man band" forklarede chefen, at nu skulle Knud folde sig ud og vise alt det, han havde lært af i de år de havde spillet sammen. Ikke så lidt. Møller gav os en solo på fem minutter, hvor jeg befandt mig i en form for trance. De to andre bandmedlemmer, Henrik From (trommer) og Niels Nello Mogensen (bassist) er også uundværlige, men bare ikke på samme måde. De gør det de skal, men Madsen og Møllers samspil er magi.

Forudsigelig afslutning
Bedst som man havde håbet, at der ville snige sig en overraskelse ind i de to obligatoriske ekstranumre, kunne man godt tro om igen. Med en smøg i kæften, og senere mellem fingrene, satte Madsen gang i "Æ Kør' Å Æ Motorvej", inden bandet kom flyvende ind på scenen, og satte fællessangen i gang, og efterfølgende fik vi også lige "Johnny B. Goode" til at gå hjem på. En forudsigelig, men festlig afslutning på en koncert, som jeg er lige ved at give seks stjerner, men det bliver lidt for forudsigeligt og rutinepræget til tider, så vi ender på fem en halv. Uforligneligt. Rock'n'roll og halleluja.