Edition:  
Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Anmeldelse / Live / Søndag d. 12-08-2012 kl. 12:28

Ice Cube
Smukfest, Bøgescenerne, Skanderborg,
lørdag d. 11. august 2012

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt
Foto: Per Lange
GAFFA
3 stjerner3 stjerner3 stjerner3 stjerner3 stjerner3 stjerner
3 stjerner
Læserne
4,00 stjerner i snit (efter 2 stemmer)
Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor.

Den ellers veloplagte gangsta-legende afbrød sig selv igen og igen

Det var en af de vaskeægte legender inden for westcoast-hiphoppen og gangstarappen, der havde fundet vej til bøgeskoven i Skanderborg kort efter midnat mellem lørdag og søndag. Nemlig Ice Cube, der sammen med gruppen N.W.A. var med til at definere gangsta-rappen med det stilskabende debutalbum "Straight Outta Compton" fra 1988 - et album, der tog udgangspunkt i medlemmernes opvækst i den hårdkogte Los Angeles-bydel af samme navn. Kort efter forlod Ice Cube dog N.W.A. for at hellige sig en solokarriere, der nu har kørt med succes i over to årtier.

Ice Cube, i dag 43 år og iført nydeligt afrohår, indtog scenen flankeret af sin trofaste backuprapper WC og sin faste dj Crazy Toones, hvis pult i øvrigt var prydet af titlen på Ice Cubes seneste album, "I Am The West", der dog allerede har to år på bagen. Åbningsnummeret var det forholdsvis hårdtpumpede "Why We Thugs", og så var festen i gang i bøgeskoven. Ice Cubes og WC's flow var ubesværet, og man kunne i hvert fald nogenlunde høre, hvad der blev rappet, hvilket jo er en fordel ved rapkoncerter. Det forholdsvis talstærke publikum fik da også hurtigt hænderne i vejret.

Men ak. Efter et par vers afbrød Ice Cube sangen for straks at gå videre med "Click, Clack – Get Back!", og denne fremgangsmåde skulle vise sig at gentage sig flere gange i løbet af koncerten. Fænomenet har bredt sig ved hiphop-koncerter i de senere år: Rapperne fremfører ikke deres numre i fuld længde, men kun bidder af dem. Ice Cubes byfælle Game har eksempelvis excelleret i fænomenet, hvor han ofte kun rapper et minut af hvert nummer. Ice Cube var dog mere gavmild og gav os ofte to ud af tre vers og samme antal omkvæd. Man kom uvægerligt til at tænke på den gamle Meat Loaf-sangtitel "Two Out Of Three Ain't Bad", men det var det altså i dette tilfælde.

Dette var eksempelvis tilfældet med den tilbagelænede og funky "It Was A Good Day" – et af Ice Cubes absolut bedre numre, som da også blev et stort hit i 1993 – mens "Straight Outta Compton" kun fik lov at køre i et minuts tid trods sin klassikerstatus. Tror Ice Cube virkelig ikke, at vi kan holde koncentrationen i længere tid? Er det den såkaldte zapper-generation, der angiveligt ikke kan samle sig om noget i mere end et splitsekund, der skal pleases? Afbrydelserne var et gentagende irritationsmoment og gav mig mere og mere lyst til at se en Wagner-opera på fem timer som kompensation.

Sønnike på scenen

Retfærdigvis skal det siges, at visse numre fik lov at spille helt ud, og humøret foran Bøgescenerne var generelt højt. Ikke mindst under "Check Yo Self", som vi fik i remixversionen, der bruger musikken fra Grandmaster Flash-klassikeren "The Message". Vi fik også en hyldest til nyligt afdøde Nate Dogg med "Smoke Some Weed", ligesom Ice Cube kunne fortælle, at der er en film på vej om N.W.A., som Ice Cube konsekvent omtalte som "The world's most dangerous group". Og han forsikrede, at han elskede Danmark, som han nu besøgte for "ottende eller niende gang". Det kan han selvfølgelig sagtens komme og sige, men Ice Cube fremstod i hvert fald veloplagt i Skanderborg.

Mod slutningen af koncerten hev Ice Cube sin søn Doughboy ind på scenen, så de sammen kunne fremføre "She Couldn't Make It On Her Own", eller rettere to tredjedele af den, og sønnike er bestemt en talentfuld rapper, der sagtens kan blive til noget. Sammen lukkede og slukkede far og søn med de solide 2010-track "I Rep That West", igen i en cirka to minutters version, og så havde Ice Cube været igennem cirka 15 numre på 50 minutter, med plads til lidt snak mellem sangene og forsikringer om, hvorvidt "Denmark is in the house".

Havde Ice Cube holdt sig fra at afbryde sig selv, havde der vanket mindst en stjerne mere, for ellers var der ikke meget at udsætte på koncerten. Havde han valgt at spille numrene helt ud, havde vi selvfølgelig ikke fået så mange, men det havde alligevel været den bedste løsning. For Ice Cubes sange kan sagtens  tåle opmærksomhed i både tre, fire og fem minutter.

Ice Cube spiller på Posten i Odense 12. august og i Pumpehuset i København 14. august. Køb billetter via GAFFA Live.

Følg Ice Cube tryk på hjertet

Ice Cube til København
10-05-2012 (nyhed)
Ice Cube til Posten
04-05-2012 (nyhed)
Ice Cube: Train, Aarhus
19-07-2011 (anmeldelse)
Ice Cube: I Am The West
24-10-2010 (anmeldelse)

Følg Smukfest 2012 tryk på hjertet

Tip en ven
10 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Sortering:
0
Grandmaster Flash´ "klassiker" hedder ikke "The Messenger", den hedder "The Message".
0
Det bliver fedt at se ham på en klub, Pumpehuset, fremfor i en skov. Just saying.
0
#2. Hvilken forskel gør det koncertmæssigt? Der findes altså ikke hekse og store trolde her, hvis det er det du er bangefor. 45 minutter på smukfest. Hvis i er heldige, rapper han i en time. Tror stadig det vsr hyggeligere omgivelser i skoven, just saying..
0
Var til SmukFest og på Posten i går aftes, og det var længder bedre på et spillested.. Desuden spillede han godt halvanden time, og gentog ikke bare sætlisten fra Skanderborg... Ice Cube was in the house....
0
Det er fandme sejt at have en backuprapper, der bare hedder WC!
0
#3: Jeg var tilstede i skoven, og er til stede i Pumpehuset i morgen. Det er uden tvivl markant federe at se en artist som Ice Cube på et psykofedt venue fremfor i en Bøgeskov, hvor maksimalt 20 % af tilskuerne er dedikerede. I Pumpen kommer 95% af tilskuerne til at være dedikerede, rappe med, få hænderne i vejret osv. Det giver helt sikkert noget tilbage til artisten, som kommer til at give markant mere tilbage. Det bliver vildt!
0
Sidst på Train, var han kun på en times tid, det var lidt skuffende, for billetten var hammerdyr
0
Spændende om det bliver muligt at opdrive en anmeldelse af Posten og Pumpehuset.

Standarden med én anmeldelse (og alleroftest premieren) per tour er et kedeligt fænomen, synes jeg.

Udviklingen i koncerterne er i høj grad interessant, men der skal selvfølgelig også være økonomi til julelegene, det er (sågar) klart (for mig).
0
#8 Spot on! Det kunne være rigtig fedt at læse en anmeldelse af den super fede koncert fra Pumpehuset. KOM NU GAFFA!
0
Enig #9! Klasse koncert i Pumpehuset, hvor Ice Cube manifesterede, hvor dygtig han er! Virkelig fedt!

Log ind for at kommentere.