Veronica Maggio
Smukfest, P3 Teltet, Skanderborg,
søndag d. 12. august 2012
| GAFFA | 3 stjerner | |
| Læserne |
|
4,00 stjerner i snit (efter 1 stemmer) |
| Anmeld selv ved at logge ind og føre musen over stjernerne ovenfor. | ||
Den svenske sangerinde kom på hårdt arbejde med det søndagsdovne Skanderborg-publikum
Veronica Maggio har haft stor succes i de seneste par år, ikke bare i hjemlandet Sverige, men også i Danmark, hvor P3 og andre danske radiostationer flittigt har spillet sange som f.eks. "Måndagsbarn" og "Jag Kommer". Man skulle derfor tro, at det var med at indfinde sig tidligt under P3-scenens teltdug, hvor pladsen trods alt er begrænset. Det viste sig dog overraskende ikke at være tilfældet, for ved koncertstarten var kun den forreste tredjedel af teltet befolket, og det endda ikke særligt tæt. Overraskende var det også, at publikum lignede et bredt udsnit af Skanderborg-publikummet uden den overvægt af helt unge piger, som sangerindens musik og tekstunivers ellers lægger op til. Efter fem dage med Smukfest var hverdagen ved at melde sin ankomst og gassen ved at gå af festballonen.
Det var altså under svære odds, Veronica Maggio gik på scenen og indledte med en hårdtpumpet danseudgave af "Finns det en så finns det flera" med fyldige keyboardakkorder og strobelyseffekter, og sangerinden lod sig ikke mærke med, at fremmødet både var mindre og knapt så entusiastisk, som hun givetvis er vant til. Iført stramt sort tøj og en hvid vest dansede og sprang hun op og ned med en finger i vejret og svingede med det platinblonde hår, mens hun forsøgte at få publikum i gang. Faktisk lagde hun så meget energi for dagen, at hun var tydeligt forpustet, når hun kommunikerede med publikum.
Sammenlignet med popprinsessen med det lyserøde boblegummi fra coveret til hendes seneste og tredje album "Satan i Gatan" er det en anderledes pågående Veronica Maggio med en overraskende kraftfuld og nuanceret vokal som f.eks. tydeligt kunne høres på hittet "Måndagsbarn". Sangene er betydeligt mere elektriske end studieversionerne, og det medfølgende band skruede også rigeligt op for strømmen. Når de to gange keyboard, bas, trommer og guitar buldrede derudad, lød de mere som et rockband end et poporkester, hvilket nok tog toppen af det pussenussede i sangenes lyserøde ungpigeunivers, men til gengæld kostede noget på elegancen, der heller ikke vandt ved, at lyden i P3 Teltet langtfra var overbevisende.
Man må give Veronica Maggio, at hun arbejdede for sagen, så stemningen undervejs vendte, så hun fik det sparsomme publikum med sig. Bedst fungerede de alvorligere sange som for eksempel "Stopp", hvor hun kunne lægge kraft og indlevelse i vokalen, hvilket afslørede en spændende sangerinde, der kunne nå langt med et mere modent materiale. Velfungerende var også det lige på og friske arrangement af hittet "Jag Kommar", der tilsat et råt spillet guitarriff som tredje ekstranummer fik lov at afslutte koncerten.











13-08-12 17:37
Jeg er selv mest til hendes album Och Vinnaren är, så det var en fornøjelse da hun spillede sange fra det album. Tidspunktet var utaknemmeligt, søndag kl. 20 hvor rigtig mange var taget hjem og hvor Kashmir samtidig spillede. Der kom lidt stemning eferhånden som Alphabeat-publikummet dukkede op (de skulle spille lige efter).
Veronica skulle dog ikke have lavet nummeret med at få folk til synge med. Der døde det lidt, da jeg ikke tror der er så mange der rent faktisk kan de svenske tekster, bortset fra under Jeg Kommer, hvor folk til gengæld også sang lystigt.
Jeg giver gerne fire stjerner for koncerten, men jeg er også forelsket i hende :-).
Log ind for at kommentere.
Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.