Garvet koncertarrangør lukker op for den store pose med backstage-anekdoter

Siger navnet Anders Stefansen Dem noget? Nej vel? Men tag ikke fejl: der er tale om en makker med et ikke ubetydeligt antal underholdende anekdoter fra rockmusikkens formative år i ærmet. Stefansen var nemlig medstifter af koncertbureauet SBA i de tidlige tressere, og var som sådan med på første række, når tidens populære navne skulle hentes til landet – og også siden, når navne som The Beatles, The Rolling Stones, Dylan ankom til landet og skulle vises til rette.

Det var også Stefansen, som stod for at hente sværvægtere fra jazzens verden til København op gennem tresserne og halvfjerdserne, og så blev der også tid til at involvere sig økonomisk i såvel Søren Gerickes gourmet-restaurant Anatole og Jens Jørgen Thorsens løsslupne Henry Miller-filmatisering "Stille dage i Clichy" som at drive spillestedet Slukefter i Tivoli gennem en årrække og være med til at starte Copenhagen Jazz Festival mod slutningen af halvfjerdserne.

Nede på jorden

Og det kunne Stefansen jo så have underholdt formiddagspressen med ad nauseam gennem alle årene, hvilket ikke engang ville være særligt opsigtvækkende eller odiøst. Det har han bare ikke gjort. Ikke før nu, hvor han i en alder af firs år har fortalt sin historie til journalisten, radioværten og manuskriptforfatteren Jan Søttrup. Og som Stefansen selv skriver i forordet: "Hvis folk læser bogen, er det vel ikke mig, de er interesserede i. Det er alle de musikere og kunstnere og ting, jeg har oplevet og opdaget, der interesserer. Så lad os få det ned på jorden, hvor det hører til".

En sådan selverkendelse er jo et både sundt og sympatisk udgangspunkt, og trods sin diskrete facon gennem karrieren må Stefansen alligevel have gjort et vist indtryk på nogle af de langhårede unge mennesker, han hentede til landet: forordet er signeret ingen ringere end The Rolling Stones-medlemmerne Charlie Watts og Bill Wyman. Det er "med den på", som de unge ville sige.

Og det er ganske enkelt en god historie som bare bliver endnu mere interessant af at blive fulgt til dørs af en række morsomme og interessante fotografier: Satchmo, der kigger dybt i en Grøn Tuborg, Ben Webster i studiet med Savage Rose under indspilningerne af "Babylon", en ung NHØP i samtale med samme Webster i Jazzhus Montmartres køkken i '65, Count Basie i et københavnsk fodgængerfelt. Og så videre.

Jo, Stefansen mener det, når han taler om at hente tingene ned på jorden.Den uimponerede tilgang er også gennemgående i selve teksten, hvor der heller ikke lægges skjul på, at det alle dage har været jazzen snarere end den nye rockmusik, der har haft Stefansens største interesse og hengivenhed. Historien er optrykt, som den er fortalt til journalisten. Det betyder, at vi får over to hundrede siders talesprog - ikke dårligt formuleret, bevares, men stadig talesprog.

Kulturhistorisk prisme

Og vi får løbende Stefansens egne refleksioner over det, han ser og oplever: "Man skal fandeme spille godt, hvis man vil komme sjaskende ind på en scene med hængerøv i bukserne. Med rockgrupperne blev det en stil, sådan skulle det være, de var hippier og ok, så kunne det være fint nok. men det gør det sværere for én selv og det er kun én selv, det går ud over". Umiddelbart efter løfter Stefansen også sløret for, hvorfor han forlod branchen:

"Da SBA startede var der ikke alt det pjat med mad og frugter og sprut og alt mulig andet i omklædningsrummet. Jeg har nogle riders til kontrakter med krav, så man tror, det er løgn. Det var først noget, der kom med rockmusikken, hvor det blev fuldstændig hysterisk. Det er en af grundene til, at jeg gled ud af det med rock, det var så trættende, at jeg ikke gad at have mere med det at gøre".