The Black Keys: TAP1, København

The Black Keys, TAP1, København

The Black Keys: TAP1, København

Anmeldt af Anders Reuss | GAFFA

Amerikanske The Black Keys fra Ohio er en succes alene på musikkens styrke. Roadierne i slips og jakkesæt ser mere glamourøse ud end bandet, og klædt i jeans og armygrøn T-shirt ligner den korthårede frontmand, sangeren og guitaristen Dan Auerbach, mere en dykkerinstruktør end en rockstjerne.
Han fremstår næsten karismaløs på scenen, og alligevel har han de seks tusind publikummer i den sveddampende TAP1 i sin hule hånd – i partnerskab med trommeslageren Patrick Carney.

Og det har de, fordi de spiller så knaldhamrende godt, og fordi deres sangkatalog rummer en nærmest uudtømmelig række fremragende sange. Sange der bliver rystet ud af ærmet og leveret med den største selvfølgelighed og ubesværethed, og sange der lyder, som om de altid har været her. Klassisk format simpelthen.

Smagfuldt opkog

Den anden side af historien er så, at det hele er så ærkekonservativt og fortærsket. The Black Keys lader andre om at udforske rockmusikkens grænseområder og træde ud i det ukendte. Gruppen er og bliver et retro-opkog af gammel blues, rock'n'roll, glam, soul og funk. Men et yderst smagfuldt opkog, hvilket der åbenlyst er mange, der har fundet ud af.

Smittende spilleglæde
Der er heller ikke en finger at sætte på den mesterligt eksekverede koncert i TAP1. Den originale duo og de to hjælpere på elbas og keyboard spiller forrygende. Veloplagte og med en smittende spilleglæde. Dan Auerbach synes at være helt utæmmelig på en elguitar, og hans spil emmer af en barnlig begejstring for det vidunderlige instrument.

Ligesom at sangskrivningen forekommer ekstremt naturlig, som noget der er kastet ud af ærmet, synger Dan Auerbach også med en henkastet og ubesværet selvfølgelighed. Det er meget fascinerende at overvære.

Den henkastede levering giver dog også et indtryk af ironisk distance og manglende inderlighed. Som om det hele er noget, han leger. At det ikke kommer fra hjertet, men er ren stiløvelse. Men det er muligvis blot en effekt af de langtfra intime rammer i den kæmpemæssige tappehal. Til gengæld tager koncerten mange, mange kegler alene på den åbenlyse spilleglæde.

Kort koncert
Det er en relativt kort affære. The Black Keys spiller en time og 23 minutter. Hovedvægten ligger på sange fra de to seneste albums "Brothers" (2010) og "El Camino" (2011). Midt i sætter ligger et intermezzo, hvor Dan Auerbach og Patrick Carney spiller en række gamle sange som den oprindelige duo – uden de to ekstramusikere. Det fungerer også blændende, og i sin helhed var The Black Keys i TAP1 tæt på at være en perfekt rockkoncert.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA