Forunderligt, fedt og funky miks af jazz, blues og ragtime

Jazzpianisten Marcus Roberts, der i 80'erne bl.a. spillede med Wynton Marsalis, erfarede dengang, at klaveret ikke var det afholdte instrument, som det fortjente at være. Derfor besluttede han to ting: 1) Han ville afsøge grænsefladerne over imod klassisk musik og indspillede af samme grund George Gershwins Rhapsody in Blue, til anmeldernes udelte ros; og 2) han ville give klaveret en anden, mere tilbageholdt position i sin jazztrio og lade bas og trommer tage teten og bestemme hastighed og retning. Begge beslutninger førte han ud i livet med snilde.

Derfor – måske - var det også en formssag for ham at indlede et samarbejde med Béla Fleck – en af USA's fremmeste bluesmusikere på banjo. Man fornemmer således meget, meget klart, at Marcus Roberts – og hans sidemen: bassisten Rodney Jordan og trommeslageren Jason Marsalis - ikke bare formår at gå i spænd med Béla Flecks banjospil – men også formår sammen at styrke netop banjoens position i lydbilledet. Jazztrioen og den gæstende bluesmusiker formår således med allerstørste snilde at krydse den imaginære grænse mellem jazz og blues / ragtime. At lytte, give plads og udfolde. Sammen.