Sjette album i 24 år fra det langtidsholdbare rock-pop-beat-folk-band

Janes Rejoice viser sig at være et langtidsholdbart band/brand. Det er således et kvart århundrede siden, at bandet – med Søren Nørregaard i spidsen – så dagens lys og begyndte at brande sig som et dansk rock-pop-beat-folk-band. Og nu er det her igen – med albummet Eleven Rhymes. Men hvor menigmand og meningsdanner – i de tidlige år – kunne svinge sig op til at nævne levende inspirationskilder som Donovan, Bob Dylan og Crosby, Stills, Nash & Young i samme sætning som Janes Rejoice, vil der nok – med Eleven Rhymes, bandets sjette album – blive skruet ned for sammenligningerne og superlativerne.

For vel er Eleven Rhymes et fermt album, men det er altså ikke på niveau med inspirationskildernes. Tværtimod er der over nogle af numrene noget drævende gumpetungt. Og dét efterlader et dårligt indtryk, selv om der altså også er nogle fine skæringer, som mere minder om nutidens singer-songwriter-musik end om fortidens rock-pop-beat-folk. Ballader som Don't Look At the Sun, Garden Gate og Tiger of Paper rummer endog nogle meget, meget smukke passager.