De døde danser igen

Anastasis er græsk for genopstandelse, og når man har holdt så lang en udgivelsespause som Dead Can Dance, så er dette på mange måder en oplagt titel, for 16 år er det faktisk, siden duoen sidst udgav nyt, intet mindre!

Det første, der slår den erfarne lytter i mødet med Anastasis er, hvor lidt der i grunden er sket i Dead Can Dance-land siden sidst, for selvom man såmænd godt kan høre spor af de solokarrierer som både Lisa Gerrard og Brendan Perry har arbejdet inden for rammerne af de seneste mange år, så er det udtryk, de skaber sammen stadig i høj grad det samme. Og det er velsagtens både godt og skidt. Skidt fordi man nogle steder tager sig selv i at tænke, at det lyder storslået smukt, men også lidt som en genudsendelse, godt fordi det samtidig, især den lange pause taget i betragtning, er som at modtage, og undskyld ordspillet, et postkort fra en ven, man for længst troede død.

Alle de gode gamle ingredienser røres altså op igen; de atmosfæriske synthesizere, de orientalske klange og instrumenter, Gerrards klagesang og Perrys nostalgihærgede tekster. Alt sammen naturligvis svøbt i rumklang fra en anden verden.

Jeg sniger mig ikke desto mindre op på fem stjerner, og det gør jeg nok bl.a. fordi, indrømmet, jeg holder meget af gruppen. Samtidig, sådan lidt mere objektivt set, så mener jeg stadig, at Dead Can Dance dybest set vandrer ad musikalske stier, som de næsten er ene om, så selvom man nok føler genkendelsens glæde, så er der stadig tale om et møde med en musikalsk ener.